Det er bestemt ikke nyt for Cecilie Schmeichel at følge sin bror, Kasper Schmeichels, fodboldkarriere.

Det plejer dog at ske fra tribunerne eller i tv'et, men torsdag får hun en helt ny rolle.

Her skal Cecilie Schmeichel nemlig kommentere FC Midtjyllands Europa League-kamp mod det skotske storhold Celtic, der har Kasper Schmeichel på mål.

Det skriver Disney+ i en pressemeddelelse.

Ved sin side i kommentatorboksen har hun den garvede fodboldkommentator Thomas Gravgaard, der – ligesom Cecilie Schmeichel – er stor Celtic-fan.

»Jeg har faktisk fulgt Celtic FC siden slutningen af 1980erne. Klubbens helt særlige historie som velgørenhedsorganisation for irske flygtninge var det, der vakte min interesse i første omgang.«

Kasper Schmeichel i aktion for Celtic.
Kasper Schmeichel i aktion for Celtic. Foto: Robert Perry/EPA/Ritzau Scanpix

»Det bliver en stor kamp torsdag, og jeg glæder mig til at lave den sammen med Cecilie. Celtic er en kæmpe klub, og vi ser frem til at dele vores passion med seerne på Disney+,« siger Thomas Gravgaard.

Også Cecilie Schmeichel ser frem til oplevelsen.

»Jeg besøger jævnligt Storbritannien for at besigtige kvindeholdene i de britiske storklubber og har også været på besøg hos Celtic Women tidligere i år. Celtic er af mange grunde en klub, jeg holder med. Det bliver skægt at se holdet i aktion i Herning torsdag. Jeg glæder mig,« siger hun.

Ønsker du at se kampen med Cecilie Schmeichel og Thomas Gravgaard som kommentatorer, skal du tænde for 'Supporter Steamet' på Disney+.

Du kan også følge Europa League-opgøret på det primære stream.

Der er kampstart på MCH Arena i Herning klokken 18.45.