Hvordan får medierne sine nyheder? En af metoderne afsløres i en ny bog skrevet af den tidligere Aalborg-restauratør Ole Nielsen. Han er i den brede offentlighed mest kendt som far til fodboldmålmanden Jimmy Nielsen, der i sin tid i Superliga-klubben AaB fik tilnavnet »Casino-Jimmy«.

Ole Nielsen beskriver i bogen "Sandheden om Jomfru Ane Gade" en episode fra 1993, hvor AaB var i betalingsstandsning:

»Undervejs skete der en masse ting. AaBs bestyrelse havde altid kun en kommentar til hele omverdenen om hvordan tingene skred frem:

»Ingen kommentarer.«

Derfor begyndte jeg at arbejde meget tæt sammen med dagspressen. I særdeleshed med Bjarne Nielsen - dengang sportsjournalist for Ekstra Bladet og medlem af AaB siden han havde været knægt. Bjarne er selvfølgelig også fra østbyen ligesom jeg og storebror, Lynge, Henning Munk, den tidligere landsholdsspiller Egon Johansen og masser af andre AaB’ere. Vi kunne få et godt samarbejde med Politiken via den nu afdøde Henrik Niss, der var nordjysk sportsjournalist for Danmarks største dagblad og bosat i Nørhalne. Desuden var Nordjyske selvfølgelig med, BT og Ekstra Bladet var, via journalist Bjarne Nielsen, ligeledes på mærkerne, så vi dækkede hele Danmark.

Inden redningen havde jeg henvendt mig til AaBs bestyrelse og tilbudt at arrangere et bestyrelsesmøde på Over og Under Uret. Hensigten var, at AaB skulle reddes, og alle kneb gjaldt. Jeg lavede en aftale med pressen. I skal være med, ikke kun fra sidelinjen, for alle skal tænke og snakke AaB nu. Det er den eneste måde vi kan redde klubben, sagde jeg til Bjarne Nielsen og Henrik Niss.

De to journalister var med på den tanke, at de skulle få førsteparket under redningsmødet.

Det var utænkeligt at AaB kunne acceptere den model, jeg havde i tankerne Jeg fik indbygget et hulrum i bænksystemet i det rum, der skulle bruges til AaBs bestyrelsesmøde om redningen. I det hulrum placerede jeg Bjarne Nielsen og Henrik Niss, så de kunne høre hvert et ord. De skulle høre hvilke planer, der var, så hele Danmark kunne læse med næste dag. Vi skulle have sponsorerne ud af busken. Det var ikke deres skyld, at de ikke kom med i forhandlingerne om redningen. Det de hørte var altid at AaBs ledelse ingen kommentarer havde. De to journalister hørte hvert eneste ord under forhandlingerne, og bestyrelsen i AaB var helt sikre på, at der var en intern læk. Den blev dog aldrig fundet, men her er forklaringen.«