Tirsdag annoncerede Brøndby IF en ny spillertrøje, der har delt vandene.

Den nye udebanetrøje er blevet udarbejdet i samarbejde mellem den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt og modedesigneren Soeren Le Schmidt.

Trøjen er dog ikke faldet i god jord hos alle, og særligt på de sociale medier får trøjen en hård modtagelse.

I TV 2 Sports fodboldmagasin 'Tirsdagstrænerne' holder vært og fodboldredaktør, Carsten Werge, sig heller ikke tilbage, da snakken falder på trøjens design:

»Jeg synes, at den er skidegrim,« udtaler han tirsdag aften, hvorefter medpanelist Dan Hammer, der er bestyrelsesformand i FC Nordsjælland, følger trop på kritikken:

»Brøndby har jo i årtier haft en kærlighedsaffære med Socialdemokratiet. Nu har de så taget den et skridt videre. Jeg synes, at trøjen understreger, hvor vigtigt det er med sikker sex,« siger han i programmet og efterlader Carsten Werge og Peter Graulund i stor latter.

Dan Hammer henviser til Helle Thornings fortid som statsminister i Socialdemokratiet, og hun defineres også som Brøndby-fan af klubben selv.

Klubbens mangeårige tøjsponsor, Hummel, skriver tirsdag i en pressemeddelelse, at den nye trøje repræsenterer en fortælling om samarbejde, kreativitet og viljen til at skille sig ud.

Udebanetrøjen får debut i Brøndbys kamp mod AGF i Aarhus den 21. september.