En (meget) våd polterabend var (meget) tæt på at koste Andy Carroll hans kommende ægteskab.

Bedst som han skulle fejre, at ungkarlelivet var ved at være ovre, var den tidligere Liverpool-spiller tæt på at smide det hele på gulvet, da et billede af ham liggende i en seng med en anden kvinde gik viralt.

Det skulle vise sig, at den 33-årige angriber endte i seng med to – Taylor Jane Wilkey og Phoebe Robb. På trods af førstnævntes beretning om, at der absolut intet skete, var de seneste forlydender, at brylluppet hang i en tynd tråd.

Men nu er Carroll blevet gift med reality-stjernen Billi Mucklow. Det fremgår af et opslag på Instagram, som du kan se i bunden af artiklen.

Dette billede blev delt på Snapchat og gik hurtigt viralt.
Dette billede blev delt på Snapchat og gik hurtigt viralt.
Vis mere

At parret fik sagt ja til hinanden i lørdags, markerer formentlig enden på et stort drama, som de kulørte blade i Storbritannien har kastet sig over som frådende hunde.

Men episoden i Dubai – hvor Carroll og resten af gruppen angivelig drak for 223.000 kroner – fik længe kæresten Billi Mucklow til at tvivle på, hvorvidt brylluppet skulle gennemføres. Både familie og venner forsøgte at få hende til at udskyde det.

Det var netop billedet af Andy Carroll og Taynor Jane Wilkey – som i øvrigt var barmanager den aften, billedet blev taget – der var gnisten til at antænde bryllupsdramaet.

»Det var et afterparty. Vi tog alle tilbage til hans hotel. Det var mig, Andy og hans veninde. Jeg gik ikke i seng med ham, sådan var det ikke. Vi var tre i værelset,« har Taynor Jane Wilkey tidligere forklaret om billedet.

»Vi brugte en hel dag og aften på at drikke, vi havde været på Cove Beach siden klokken 12, og det var en dag fyldt med sprut. Andy var flyvende, og vi var alle fulde. Vi tog tilbage til Andys suite, hørte noget musik, og han gik kold. Jeg var der med min veninde til ud på natten og tog billedet som en joke,« fortæller hun.

Senere har Taynor Jane Wilkey undskyldt over for Billi Mucklow, der altså nu kan kalde sig selv for Andy Carrolls hustru efter otte års forlovelse.