Carlos Zeca spillede selv en stor kamp for FC København, da de mandag aften tvang Manchester United ud i forlænget spilletid, inden en straffesparksscoring ødelagde det hele.

Alligevel var der overskud at spore hos FCK-anføreren, der storhyldede sin danske midtbanemakker Rasmus Falk.

Den vævre fynbo var nemlig her, der og alle vegne i opgøret mod Manchester Uniteds stjerner, og selvom verden måbede over præstationen, så er det ikke noget, der kommer bag på Carlos Zeca, der naturligvis blev spurgt til, hvad han synes om Falks præstation mandag aften.

»Det er underligt at du kun siger 'i dag'. Han har været fantastisk i hele sæsonen. I mine øjne er han den bedste spiller i Superligaen, og mod United viste han igen, at han kan spille mod den type hold. Han er bare en fantastisk spiller,« siger grækeren.

Og så man på kvartfinalen i Europa League som helhed, så var Zeca da også pænt stolt over FCKs præstation mod et af de mest formstærke hold i Europa.

»Jeg er rigtig træt, men jeg er virkelig stolt af holdet. Selvfølgelig ville vi gerne vinde. Det lykkedes ikke, men jeg synes, vi spillede en fantastisk kamp. Vi er stolte af det, vi har gjort indtil nu, og jeg tror, at alle vores fans i Danmark også er stolte,« siger han og fortsætter:

»Det er en skam at tabe på et straffespark på denne måde, men vi spillede mod en stor modstander, der er det tredjebedste hold i Premier League. Det er ikke let, og det er utroligt at gøre, hvad vi gjorde i kampen.«

På trods af den flotte indsats så blev Europa League-kvartfinalen altså endestationen for FC København. Imens er Ole Gunnar Solskjærs mandskab klar til semifinalen.

Her venter enten Sevilla eller Wolverhampton, der spiller deres kvartfinale tisdag.