Canadas premierminister, Mark Carney, siger onsdag ifølge et interview hos CTV News, at han ikke længere mener, at Gianni Infantino er den rette mand til at stå i spidsen for Det Internationale Fodboldforbund.

»Jeg har helt sikkert ikke tillid til Infantino efter det her og den måde, det skete på,« siger Mark Carney.

FIFA-præsident Gianni Infantino.  Foto: Manan Vatsyayana/AFP/Ritzau Scanpix

Premierministeren henviser til, at Gianni Infantino for nylig frembragte planer om at etablere et kommercielt selskab, der skulle sælge andele af Fifas turneringer, herunder VM.

Selskabet skulle sælge aktier for over 27 milliarder kroner, men planerne blev senere droppet efter massiv modstand.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) truede med at boykotte Fifas turneringer, mens andre af de kontinentale fodboldforbund har udtrykt stor kritik af processen.

Carlos Cordeiro, der var seniorrådgiver for Infantino, sagde op i protest mod præsidentens plan.