Byen står i flammer: Dansk tv-profil rejst til Paris
Kæmpe fodboldbrag midt i uroligheder – Luna Christofi reagerer.

Kæmpe fodboldbrag midt i uroligheder – Luna Christofi reagerer.

Tv-billederne har fyldt alt de seneste dage.
I hele verden.
Synet af flammerne i gaderne. De brændende biler. Smadrede butikker. Og folk, der slås med politiet. Alle er chokerede.
For tusindvis af demonstranter har hele weekenden smadret en række storbyer i Frankrig – især Paris – på grund af de generelle prisstigninger i landet.
Og derfor ligner den franske hovedstad lige nu en regulær krigszone, hvor der tirsdag aften faktisk skal afvikles sæsonens – indtil videre – største fodboldkamp, når FC Barcelona kommer på besøg hos mægtige Paris Saint-German i Champions League.
En brag, som den mangeårige Viaplay-reporter Luna Christofi skal dække – midt i al kaosset.

»Man tænker da lige over det. For når folk går på gaderne i Paris, så går det hidsigt for sig. Så selvfølgelig tænker man lige over, om man skal til den by,« fortæller den kendte journalist i et interview med B.T. og fortsætter:
»Det (tv-billederne, red.) er selvfølgelig ubehageligt at se. For det er jo voldsomt. Men det er heller ikke uvant for borgerne i Paris, at der er ballade. For når folk er utilfredse dér, så markerer de det.«
De voldsomme uroligheder foregår primært i den centrale del af Paris.
Et stykke væk fra Parc des Princes, hvor aftenens brag skal spilles.
Men derfor forventer Luna Christofi stadig at se et massivt politiopbud:
»Jeg skal hilse at sige, at der faktisk altid er massivt opbud ved PSG's stadion. Også når der ikke er uroligheder i gaderne. Politiet skærmer meget af ved stadion, og de holder virkelig folk adskilt.«
Den skræmmende udvikling i byen har indtil videre ikke fået UEFA til at slå alarm.
»Vi har ikke fået mere at vide fra omkring sikkerheden. Ikke mere, end vi plejer. Parc des Princes er jo ét af de steder, hvor der i forvejen er mest sikkerhed,« forklarer Viaplay-profilen, som trods alt ser frem til at stå på sidelinjen til det, der meget vel kan blive årets kamp:

»Det er jo den kamp, man allerhelst vil se lige nu. De to bedste offensive hold i Europa mødes. Og der blæser nogle nye vinde omkring Barcelona for tiden. De scorer jo næsten fem mål i hver kamp. Så det har skabt en masse optimisme og forventninger.«
»Men hvis de taber i Paris, så vil man også sige: 'Når ja, det er fair nok. Det er jo til de dobbelte Champions League-vindere. På udebane'. For det er faktisk kampen på søndag mod Real Madrid, der er den vigtige.«
Luna Christofi får i øvrigt selskab af Michael Laudrup og Niels Christian Frederik i den kaosramte hovedstad tirsdag aften.
Og på trods af de mange demonstrationer har det på intet tidspunkt været på tale at droppe turen til den franske hovedstad.
»Urolighederne har ikke ændret vores planer. Vi er til stede og glæder os til at dække kampen,« fortæller Benjamin Munk Lund, der er fodbold- og redaktionschef hos Viaplay, til B.T.
Du kan følge aftenens brag live på bt.dk fra klokken 21.