Skal Iran spille VM, selvom de er i krig med værtslandet USA? Og hvis ikke, hvem skal så?

Italien, lyder det fra en mand, som tidligere er blevet hældt ned ad brættet af B.T.s fodboldekspert.

Nu fortsætter USAs særlige udsending for globale partnerskaber, Paolo Zampolli, sin bombastiske færd.

»Jeg vil sige, at der er mere end 50 procents chance for, at Italien deltager i VM,« fortalte Zampolli til RAI GR Parlamento i Italien.

»Jeg skal mødes med Gianni Infantino i Miami til Formel 1 i weekenden. Der burde ikke være et VM uden Italien, beslutningen er op til Infantino og Trump.«

Allerede torsdag er der FIFA-kongres, hvor Iran-spørgsmålet er 'det mest politisk følsomme punkt på dagsordenen', skriver Reuters.

Ifølge verdensforbundets vedtægter, så kan de selv bestemme, hvem der skal erstatte Iran, hvis de ikke skal være med.

Seneste præcedens i en FIFA-turnering er, at flere hold skal spille om en adgangsbillet, og her har flere store medier nævnt et miniplayoff med fire hold, bestående af Danmark, Italien og to asiatiske hold.

Det scenarie blev dog manet hårdt i jorden, men så længe situationen er uafklaret, så lever spekulationerne.

Hvis Iran ikke skal spille VM, så er der flere veje at gå, hvis det ikke ender med et playoff af en art:

FIFA kunne vælge et hold fra det asiatiske forbund. Mest oplagt er De Forenede Arabiske Emirater, der tabte en playoffrunde til Irak, som endte med at komme til VM.

De kunne vælge den interkontinentale playoff-taber Bolivia.

De kunne gå efter verdensranglisten, hvilket vil tilgodese Italien.

De kan gøre lige, hvad de vil.