Søndag eftermiddag vandt Brøndbys kvinder topopgøret hjemme over Fortuna Hjørring med 3-2. En vigtig sejr, der konsoliderede Vestegn-pigernes føring i 3F-ligaen, så der nu er fem point ned til gæsterne fra Nordjylland, som i sommer blev hyldet som danske mestre.

Efterfølgende var der god stemning hos hjemmeholdet, og landsholdsspilleren Theresa Nielsen ville gerne dele oplevelsen på de sociale medier. Således lagde hun både på facebook og Instagram et billede ud, der tog hendes følgere og fb-venner med helt ind i omklædningsrummet, hvor mænd ellers normalt er forment adgang. Således var der flere af de triumferende Brøndby-spillere, der kun lige akkurat har kamptrøjen trukket ned over det meste af bagpartiet:

Og Theresa Nielsen ved tilsyneladende godt, at det ikke er hverdagskost, at fodboldkvinderne inviterer indenfor i omklædningsrummet. Hun giver nemlig sit billede følgende tekst med på vejen:

- Sådan pigerne. 3-2 sejr mod Fortuna idag. En utrolig vigtig og smuk sejr. Sammenholdet er enormt. Endnu engang tak for den fantatiske opbakning - det er der ikke mange der kan prale med. Ps. Når enden er god, er alting godt #vivandtidag #godrøvgodweekend #brøndby #bifkvinder #sammenhold #danmarksbedstefans

Og billedet virker tilsyneladende som en magnet på nye følgere, som ikke nødvendigvis allesammen er voldsomt interesserede i kvindefodbold

Holdkammeraten Simone Boye kommenterer på Instagram:

- Hold da op, der kom gang i likes og følgere @theresanielsen8.

Brøndby-sejren er kulminationen på et suverænt efterår, hvor det i 3F Ligaen er blevet til 13 sejre og en enkelt uafgjort, mens holdet i kvindernes Champions League er nået frem til kvartfinalerne efter at have besejret litauiske Gintra med sammenlagt 5-2. Her røg Fortuna Hjørring i øvrigt ud i sidste uge efter to nederlag til de suveræne svenske mestre fra Malmø-klubben Rosengård.