Efter en nat, hvor jeg har haft mareridt om skotske saksespark og clearinger på puslinge-niveau, er jeg vågnet op med nogle spørgsmål, som jeg gerne ville stille landstræneren, hvis han sad over for mig.
Jeg har set flere videoer fra Marseilles omklædningsrum, hvor Pierre-Emile Højbjerg leverer flere brandtaler på halvt fransk og halvt engelsk - og er en ægte hærfører med sand autoritet.
Den udgave savner jeg godt nok, når Pierre-Emile tager det danske anførerbind på. I de to seneste kampe synes jeg, at han har virket decideret ansvarsfravigende.
De fleste afleveringer spiller han bagud. Han præsterer ikke dårligt - men jeg fornemmer overhovedet ikke, at han på nogle måder løfter sine holdkammerater, som man kan forvente af en mand med det talent og den rutine.
Og jeg har set det ske flere gange, når kampene får en vis betydning. Hverken ved VM i Qatar og ved EM i Tyskland dukkede den bedste udgave af Højbjerg op. Han trækker hovedet ind i skjoldet.
Sjovt nok spillede Danmark sin bedste kamp i mange år - hjemmekampen mod Portugal - da Højbjerg sad ude med en skade. Her trådte Morten Hjulmand virkelig i karakter som en sand leder. Og på Hampden Park var det også Hjulmand, der med en håndfuld vundne dueller vækkede Danmark efter en forfærdelig start. Som en rigtig anfører.
Har vi brug for at kigge på, om rollerne er fordelt rigtigt, Brian Riemer?
Kasper Schmeichel stod ikke en stor landskamp. Han droppede ikke. Men han reddede os heller ikke.
Jeg synes, at debatten omkring Schmeichel har været hysterisk til tider. Man har i ren blodtørst ‘cherrypicket’ de få dårlige præstationer og fuldstændig vendt det blinde øje til, at han mange gange - også de senere år - har reddet Danmarks røv.
Han var nok bedste dansker samlet set ved EM i Tyskland. Jeg husker den afgørende Nations League-kamp ude mod Serbien for et år siden, hvor han ene mand sørgede for det nødvendige danske 0-0-resultat.
Men jeg må også erkende, at hans niveau er dalende - hvilket er naturligt nok, når man nærmer sig karrierens efterår. I de seneste to kampe har modstanderen samlet haft otte skud på mål - seks af dem er havnet i nettet. Der er ingen drop - men der er heller ikke de store Schmeichel-redninger, som vi i årevis har taget for givet.
På XG’en (forventede mål-skalaen) stod Belarus til 0,85 mål. De scorer to. Skotland stod til 1,76 mål. De scorer fire.
Alternativerne Filip Jørgensen og Mads Hermansen er havnet i håbløse reserveroller i Premier League.
Kunne man overveje at give Frederik Rönnow, der står flot i Bundesligaen et kald? Eller hvad med kometen Jonathan Fischer, der har en flot formkurve og udvikling hos Metz i Ligue 1?
Har vi brug for at kigge på, om tiden er kommet til et skifte, Brian Riemer?
Det var bekymrende at se, hvor overrasket landsholdet var over den aggressive skotske start. Hvis skotterne har én styrke, så er det da den 'ring power' (det kalder de det), som de kan finde frem, når fjender bevæger sig ind på deres territorium. Når 'The Hampden Roar' lyder, er det et kald til kamp på liv eller død.
Det var Danmark slet ikke klar på. Man havde svælget i selvfedhed op til opgøret: Skotterne kunne jo ikke 'håndtere at skulle skabe kampen'. Danmark havde jo også meget bedre spillere. Yakidiyak.
Det er ikke første gang, at det danske landshold - med nogenlunde de samme spillere - bliver overmatchet på ren vilje. Da Danmark floppede i Qatar for tre år siden, var det samme sang. Tuneserne tacklede igennem, mens danskerne forgæves forsøgte at dæmpe gemytterne. Det gentog sig mod Australien.
Det skete igen i aftes - og til dels også i anden halvleg mod belarusserne, som det jo kun handlede om, hvor meget Danmark skulle vinde over.
Har vi et kulturproblem på landsholdet, Brian Riemer? Og hvad vil du gøre ved det?
