Brøndby IF kunne med en sejr mod bundproppen i Superligaen, VB, slutte efteråret af som en del af titelkampen mod AGF og FC Midtjylland.
Men Steve Coopers mandskab tabte det hele på gulvet 2-1 ude mod Vejle i et rendyrket drama.
Ifølge B.T.s sportsredaktør, Lasse Vøge, skal netop Steve Cooper tænke sig gevaldigt om i vinterpausen.
»De seneste uger har indeholdt en meget bekymrende udvikling for Steve Coopers mandskab – med tre nederlag i træk, hvoraf to af dem har været mod Superligaens nummer 11 og 12. Det er en katastrofe for den walisiske manager, der startede så overbevisende,« siger han og fortsætter:
»Hans mandskab fremstår hovedløst og topfrustreret – med tre åndssvage røde kort i de seneste to kampe. Det bliver en trist juleferie for Cooper og Brøndby, der for et par uger siden lignede en seriøs mesterskabsbejler.«
Til gengæld er der lys i mørket for Vejle, som Lasse Vøge så en lille gnist fra i aftenens opgør, der måske kan tænde ild i endnu et Superliga-comeback.

»VB tager derimod håbet med sig ind i julepausen. For kan man slå FCK og Brøndby, så kan man også vinde over de andre Superligahold. De har Fredericia i den første kamp i 2026, og vinder Vejle her, så rykker de væk fra sidstepladsen, og så kan vi igen spekulere i et nyt mirakel i Nørreskoven,« siger Lasse Vøge.
Til sidst fælder sportsredaktøren dom over den første halvsæson af Superligaen, der har vist sig fra en lidt skizofren side dette efterår.
»Gå på juleferie Superliga – du er jo fuld! Har vi lært noget om årets udgave af Superligaen, så er det, at man ikke kan regne med noget som helst – og selvfølgelig skulle 2025 slutte med, at nærmest dødsdømte Vejle vinder over Brøndby. Selvfølgelig.«
På trods af sejren slutter Vejle Superliga-sæsonen af på sidstepladsen med seks point til redning. Brøndby overvintrer på tredjepladsen med ni point op til førstepladsen.

