»Niveauet flirter mange steder med et karaktermord. Og det er usmageligt,« mener B.T.s sportsredaktør Lasse Vøge.
Søndag aften stod det klart, at debatten om landsholdskeeper Kasper Schmeichel ville blusse gevaldigt op, men nu står den vist i flammer.
B.T.s sportsredaktør Lasse Vøge mener, at Schmeichels position som førstekeeper på landsholdet bør være til diskussion, men debatten er gået for vidt.
»Det er en voldsom blodtørst derude, kan jeg konstatere. Det er ikke overraskende - for det var en usædvanlig bitter pille at sluge, at Danmark ikke gik videre. Og der SKAL også være en debat, når en 38-årig landsholdsspiller leverer en dårlig præstation.«

»Men det virker som om, at mange har glædet sig at bore dolken i ryggen på Schmeichel - som var han en skidt fyr, der har truet sig til landsholdspladsen de seneste mange år.«
»Nuancerne har svære vilkår i en debat, hvor folk bare vil se et mord,« siger Lasse Vøge.
»Nogle får det til at fremstå som om, at Schmeichel har været helt uduelig i årevis og dropper i hver kamp. Her vil jeg minde om, at han stod en brandkamp i Serbien for et par måneder siden og nærmest egenhændigt sikrede, at vi fik de to kvartfinaler mod Portugal.
»Han holder i det hele taget højt niveau - og under sommerens halvsløje danske EM var han samlet set blandt de bedste spillere.«
Over 25.000 B.T.-brugere har afgivet deres stemme i debatten, og omkring 60 procent mener, at det er tid til at vrage Schmeichel, men alternativerne er alstå ikke så prangende, siger B.T.s sportsredaktør.
»Nogle påstår også, at vi har to verdensklassemålmænd siddende på bænken. Det er måske også rigtigt på sigt - men Mads Hermansen er efter årsskiftet dykket meget i form sammen med resten af Leicester-mandskabet, og han er gledet ned af de Premier League-ranglister, som danskeren toppede før jul. Filip Jørgensen kæmper en brav kamp for målmandsposten i Chelsea, og lige nu og her ligner det, at han er andenvalget.«
»Jeg vil ikke udelukke, at tiden er kommet til et skift på målmandsposten. Debatten skal der i hvert fald være plads til. Men niveauet flirter mange steder med et karaktermord. Og det er usmageligt, synes jeg.«
Kasper Schmeichel vendte mandag efter middag tilbage til Danmark med armen i slynge - læs mere her
