Tirsdag aften kom meldingen. 

Det tyder på et endegyldigt farvel til Kasper Schmeichels tid som professionel målvogter. 

Noget som rammer fodbold-Danmark hårdt, mener Lasse Vøge, der er sportsredaktør på B.T.

»Det er en frygtelig måde at sige farvel – som jo desværre nok er konklusionen – til en af de største landsholdsspillere, vi nogensinde har haft.«

»Siden han vandt positionen i det danske mål tilbage i 2013, har Kasper Schmeichel været garant for ekstrem høj kvalitet, vild vindermentalitet og en vanvittig iver efter at spille hvert eneste mulige sekund i den danske landsholdstrøje.«

Det var i et interview med CBS Sports, at skrækmeldingen landede.

Sportsredaktør Lasse Vøge begræder Schmeichels mulige stop.
Sportsredaktør Lasse Vøge begræder Schmeichels mulige stop. Bax Lindhardt

To fremtidige operationer i skulderen og omkring 12 måneders pause og genoptræning for den 39-årige danske målmand. 

»Jeg har potentielt spillet min sidste fodboldkamp nogensinde. Jeg har været fodboldspiller siden den dag, jeg blev født. Den slags tanker er ødelæggende,« sagde han i interviewet.

Dermed misser han et eventuelt VM og muligheden for at tilføje flere kampe til de allerede imponerende 120 landskampe. Desuden udløber hans kontrakt med den skotske storklub Celtic til sommer.

»Det siger alt om Kasper Schmeichels ærgerrighed og hjerte for landsholdet, at han pådrog sig denne nok karriereafsluttende skade i en landskamp, hvor han spillede videre trods smerterne,« siger Lasse Vøge.

Schmeichel har i alt spillet 120 landskampe for Danmark.
Schmeichel har i alt spillet 120 landskampe for Danmark. Stuart Franklin/Reuters/Ritzau Scanpix

»Det er nemt for kynikere at huske tilbage på hans seneste landskampe og konstatere, at han ikke bliver savnet. Men så er man bare historieløs. Frekvensen af dårlige landskampe er helt uendelig lav – og jeg vil gerne udfordre kynikerne til at finde ét regulært drop i hans 120 landskampe. Og han kunne skrue op for niveauet, når det gjaldt – han var voldsom i slutrunderne.«

Især ét Schmeichel-øjeblik uden for banen står klarest i Lasse Vøges erindring.

»Jeg husker også hans brandtale til nationen ved sportsgalla i Herning. Den skubbede til noget for det landshold, der ikke så sig tilbage – og efterfølgende kvalificerede sig til alle slutrunder og var meget tæt på en EM-finale i 2021.«

»Dette er en trist dag for Kasper Schmeichel og for dansk fodbold.«

B.T. Fodbold

I ugens episode livekommenterer panelet Brian Riemers landsholdsudtagelse, de runder kriserne i Brøndby og FCK. Liverpool-manager Arne Slot får også på puklen. Og så diskuteres det, om FCM's Europa-succes kommer til at sikre AGF et mesterskab? Denne podcast er sponsoreret af Hello Fresh. Gå ind på HelloFresh.dk, spar op til 959 kr. og få gratis snacks med hver bestilling i 3 måneder! Vært: Lasse Vøge, B.T.s sportsredaktør Medværter: Emil Berggreen og Jannick Liburd, B.T.s fodboldeksperter Producer: Emilie Maja Jeppesen og Daniel Sarto Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.