Den tidligere fodboldlandstræner Åge Hareide er gået bort efter få måneders kræftsygdom.
Og selvom det var offentligt kendt, at den karismatiske nordmand var alvorligt syg, kommer dødsfaldet som en mavepuster for B.T.s sportsredaktør, Lasse Vøge.
»Det er en nyhed, der gør virkelig, virkelig ondt. Åge Hareide blev bestemt en betydelig person i den danske fodboldhistorie – det var ham, der fik banket liv i et dansk landshold, som nationen mere eller mindre havde opgivet.«
»Al den succes og popularitet, som landsholdet har nydt i de seneste mange år, har nordmanden en stor aktie i,« siger Lasse Vøge.
Selv har Lasse Vøge interviewet Åge Hareide adskillige gange, og han beskriver nordmanden som »et ekstraordinært behageligt, nærværende og imødekommende menneske med et meterbredt smil og en højlydt og varm latter.«
»Det var let at forstå, hvorfor spillerne elskede at spille for ham.«

I forbindelse med den skæbnesvangre EM-slutrunde i 2021, hvor Christian Eriksen fik hjertestop, var Åge Hareide ekspert for B.T.
Derfor nåede Lasse Vøge også at arbejde sammen med Hareide.
»Jeg husker ham som en trøstende, vigtig og nærmest faderlig stemme i forbindelse med Christian Eriksens kollaps.«
»Der er ingen tvivl om, at Hareide elskede det danske landshold og følte sig mere end en smule dansk efter sin landstrænertid,« siger B.T.s sportsredaktør.

Åge Hareide var landstræner for Danmark fra 2016 til 2020. Han afløste Morten Olsen og førte Danmark til både VM og EM.
Hareides kontrakt med DBU udløb i 2020, og derfor nåede han aldrig at stå i spidsen for Danmark ved EM, da slutrunden blev udskudt til 2021 som følge af coronapandemien.
I løbet af sin næsten 40 år lange trænerkarriere har den tidligere norske landsholdsspiller også været forbi Brøndby, Molde, Viking, Rosenborg, Helsingborg, Malmö FF og Örgryte.
Derudover har han foruden Danmark været landstræner for Norge og Island.
Åge Hareide blev 72 år.
