FIFA vakte enorm opsigt fredag, da organisationen ud af det blå uddelte en nyopfunden fredspris til USA's præsident, Donald Trump.
Senest har fodboldforbundet indført en obligatorisk drikkepause på tre minutter i hver halvleg til alle sommerens VM-kampe.
Det kan lyde sympatisk, så spillerne ikke dehydrerer i varmen, men ifølge B.T.s sportsredaktør, Lasse Vøge, er det et skalkeskjul for en organisation, der er optaget af én ting: Penge.
»FIFA presser virkelig citronen for tiden. Det var hårdt nok at se på, at Donald Trump i fodboldens navn fik en til lejligheden opfundet fredspris af det internationale fodboldforbund. Det var bare klamt,« siger sportsredaktøren og fortsætter:
»Men nu gør forbundet decideret vold på fodboldspillet ved at indføre obligatoriske drikkepauser på tre minutter i hver halvleg af sommerens VM-kampe. Og det er uanset, om spillerne er i fare for at dehydrere eller ej - om det regner, eller om solen skinner.«
Ifølge Lasse Vøge er regnestykket tilsyneladende simpelt i toppen af FIFA - jo flere minutters fodbold du kan sende på tv, jo flere reklamer kan du sælge.
Uanset kvaliteten af det fodbold, der bliver spillet.
»Det er selvfølgelig en iskold og kynisk profitkalkule, som gør det muligt at sælge seks minutters ekstra reklamer i løbet af en fodboldkamp, forklædt som en sympatisk bekymring for spillernes væskeindtag,« siger han og fortsætter:
»Det kommer til at være voldsomt ødelæggende for kvaliteten af fodbolden med disse tvungne pauser midt i en fodboldkamp. Det bliver kampe i staccato, og taberne bliver sporten og fansene - mens Infantino & co. griner hele vejen til banken.«


