Måske skylder jeg en undskyldning?
Jeg indrømmer blankt, at det var med korslagte arme og en lille skuffelse, jeg så Brian Riemer blive præsenteret som dansk landstræner. Det føltes som at få en blød pakke Juleaften.
Der var noget 'Jeppe i baronens seng' (har vi mon stadig læsere, der er gamle nok til at fange en Ludvig Holberg-reference?) over det. En normal mand i et højtdekoreret job.
Her er, hvad jeg udtalte den dag, han blev ansat:
»Jeg er spændt på denne løsning, men den er lidt usexet. Det lugter mere af franskbrødsmad med Nutella end stor gastronomi. Det er det sikre og trygge valg. Måske også det rigtige valg?«
Vi havde vænnet os til, at danske landstrænere var lidt tilknappede og småirritable, sådan skulle det bare være – og så kom Brian Riemer her med sit store imødekommende smil og svarede veloplagt på alle slags spørgsmål. Hvad bildte han sig lige ind?
Men selv det mest mørke og pessimistiske landsholdhjerte må efterhånden have sænket paraderne over for Riemer. Danmark har fået en moderne landstræner, der tager chancer – og tør at ændre holdets udtryk fra kamp til kamp.
Det har vi altså savnet. Først igennem den lange Morten Olsen-æra med hurtige kanter, Ajax-inspireret possession-fodbold og de berømte automatismer. Efter et par år med flotte resultater havde modstanderne altså luret Olsen-bandens plan, som dog i grove træk vedblev at være den samme, indtil landsholdet var helt udmagret.
Åge Hareide havde også en filosofi, han holdt stramt fast i. Det handlede om fysik. Tromlere som Andreas Cornelius, Henrik Dalsgaard og Yussuf Poulsen fik hovedparten af deres landskampe under nordmanden.
Det var effektivt – vi kvalificerede os til to slutrunder. Men taktikken havde sin begrænsning. Vi så det ved VM i Rusland, hvor Danmark var med i et par af slutrundens kedeligste kampe.
Kasper Hjulmand bragte indledningsvist et helt andet og friskt syn på landsholdet. Teknisk og offensiv fodbold – bygget op om et stærkt tremandsforsvar med 'AC', Kjær og Vestergaard. Det så så spændende ud de første to år – og Danmark fik nogle kæmpe resultater.
Men også Kasper Hjulmand forsømte at forny sig. Og i de sidste to år af Hjulmand-æraen var Danmark læst, og spillet og resultaterne blev meget grå.
Og så er vi fremme ved Brian Riemer. Han har nu stået i spidsen for Danmark i 10 landskampe, og han har stillet med 10 forskellige startopstillinger.
Selvfølgelig er der også mange gode spillere at vælge imellem i disse år, men det kræver mod at ændre. Det kræver mod ikke at udtage Christian Eriksen – og efterfølgende holde ham ude af startopstillingen.
Han har vist sig klar til at ændre formation, alt efter hvilken modstander, Danmark står over for. Det er nærmest et brud med landsholdstankerne om 'den røde tråd'.
Der tages risici – spillet er mere kaosagtigt. Og i kaos er der selvfølgelig altid en mulighed for at fejle. Men der er også en indbygget mulighed for at ramme et niveau højere, end man rimeligt kan forvente – vi har set det i hjemmekampen mod Portugal og i udekampen mod Grækenland. To af de bedste kampe i mange år.
Jeg sidder i hvert fald med en fornemmelse af, at vi med Brian Riemer som landstræner har skubbet til loftet for, hvad et dansk landshold kan præstere. Så har vi fået fat i den rigtige landstræner.
Og jeg har også en nagende følelse af, at jeg faldt i fælden og bedømte Brian Riemer på hans venlige ydre. Men jeg tog fejl – for Riemer var ikke det sikre og trygge valg. Han er en dræber – en smilende dræber.