Hver uge deler B.T.s sportsredaktør og vært på B.T. Fodbold, Lasse Vøge, sine tanker om dansk fodbold i podcastens nyhedsbrev.
Du kan abonnere på det lige HER.
Du kan læse ugens nyhedsbrev herunder:
----
Kære læser
Superligaens slutspil er sendt ud af startboksen – og nu venter et hektisk hunderæs frem mod den 25. maj, hvor et hold kan løfte DM-pokalen op mod himlen.
Som optakt har vi bedt 10 professionelle fodboldeksperter, der lever af at sige kloge ting om Superligaen, om deres forudsigelser for slutspillet. Og her er der nogle glasklare og meget interessante tendenser.
Der er eksempelvis ingen tvivl om, hvem der bliver kåret som dansk mester. Alle 10 udvalgte eksperter spår, at FC Midtjylland genvinder DM-titlen.
Og det er faktisk opsigtsvækkende klar tale set i lyset af, at FC København inden de 10 sidste runder kun er fire point efter midtjyderne – et spinkelt forspring, der ret let kan ædes.

Den overvældende tro på FC Midtjylland skyldes selvfølgelig, at midtjyderne har en super stærk trup, som virkelig fandt melodien før landsholdspausen.
Men det fortæller i den grad også historien om, hvor FC København i disse tider befinder sig i manges øjne. Der har ikke været en udvikling hos københavnerne i snart to sæsoner – og man skal have luppen frem for at finde FCK-fans tro hos på, at Jacob Neestrup er manden, der kan vende lykken.
Samtidig fremstår den københavnske spillertrup langt mere porøs og ubalanceret, end tilfældet er hos FCM.
Og i det hele taget er FCK lige nu et svært sted – Parken er faldefærdig, sportsdirektøren er under pres efter nogle ikke særligt vellykkede transfervinduer, bestyrelsen er mere eller mindre blottet for fodboldkompetencer, storinvestoren har lige været i shitstorm – og nu er der så også en forsvarsprofil, der står over for en ubetinget fængselsdom.
Så eksperternes skepsis er måske meget forståelig.
Men FC København er ikke alene. For rynkerne i ekspertpanderne bliver om muligt endnu dybere, når snakken falder på Brøndby. Flere forudsiger, at vestegnsklubben bliver slutspillets helt store skuffelse.
Kun Jonas Hebo fra TV 2 har Brøndby til at tage en bronzemedalje. Resten af eksperterne ser ikke Frederik Birks mænd som medaljetagere.
Det hænger sandsynligvis sammen med, at Brøndby under Birks ledelse har banket sig på brystet som gorillaer, når der er en mikrofon i nærheden – men været blide som kattekillinger, når bolden er ved fødderne.
Det virker som om, at den dyre og profiltunge trup endnu ikke har købt ind Frederik Birks filosofi – og man føler, at uroen uundgåeligt venter lige om hjørnet.
Så spåkuglen siger, at det bliver et svært slutspil for de to mest vindende klubber i dansk fodbold.

MEN MEN MEN. Heldigvis for FC København og Brøndby fodboldforudsigelser er en ekstremt utaknemmelig opgave. Der er en grund til, at bettingfirmaer tjener styrtende penge – for fodbold er verdens mest uforudsigelige sport.
Der er ikke så forfærdeligt mange uger siden, at jeg havde FCK som guldfavoritter og Brøndby som farlige outsidere i B.T.s ugentlige 'Guldbarometer'. Ja – selv JEG kan ikke forudsige denne skønne Superliga. Hvem havde troet det?
Der er 10 runder med masser af plot twists tilbage. God fornøjelse.
Jeg kan altid kontaktes på lavg@bt.dk – og tager imod ris/ros/inputs/tips + diverse.
