B.T.s sportsredaktør: 'Ekstremt dramatisk'
Ifølge Lasse Vøge, der er B.T.s sportsredaktør, er det international fodboldhistorie, der i øjeblikket foregår i København med Cristiano Ronaldo i centrum.

Ifølge Lasse Vøge, der er B.T.s sportsredaktør, er det international fodboldhistorie, der i øjeblikket foregår i København med Cristiano Ronaldo i centrum.

B.T.s sportsredaktør, Lasse Vøge, er ved at tabe både næse og mund over det drama, der onsdag aften udspiller sig i København med verdensstjernen Cristiano Ronaldo i hovedrollen.
»Det er jo helt ekstremt dramatisk. Det er international fodboldhistorie, der foregår i København i disse timer,« siger han.

Cristiano Ronaldo blev onsdag eftermiddag set ankomme til træning i Parken med resten af den portugisiske trup, inden torsdagens kamp mod Danmark i Nations League.
Og ifølge Portugals landsholdstræner, Jorge Jesus, var planen, at Ronaldo skulle træne med resten af holdet.
Men inden træningen overhovedet var begyndt, forlod Ronaldo pludselig Parken i en sort minibus, skriver flere medier herunder Le Quipe, TV 2 Sport og Marca.
Ifølge Bold.dk ønsker det portugisiske landsholds pressekorps ikke at kommentere på den 41-årige angribers afgang.
Dog skriver den portugisiske avis A Bola, at Ronaldos privatfly er på vej til København.
Lasse Vøge gør sig tanker om, at Christiano Ronaldos formodede farvel kan skyldes, at Jorge Jesus tidligere onsdag har oplyst, at den 41-årige verdensstjerne ikke er med fra start i torsdagens kamp mod Danmark.
Præcis ligesom han søndag ikke startede inde, da Portugal mødte Norge i Oslo.
»Man kan kun spekulere – men mon ikke, at Ronaldo igen er blevet præsenteret for en startopstilling uden hans navn i, og så har han taget konsekvensen. Det er mit gæt,« siger Vøge.
Det ærgrer B.T.s sportsredaktør, at Cristiano Ronaldo efter alt at dømme ikke dukker op til torsdagens kamp i Parken.
»Som dansker er jeg så ærgerlig. Jeg og mange andre havde glædet os til endnu engang at se et verdensfænomen i Parken. Det bliver vi nu sandsynligvis snydt for på målstregen,« siger Lasse Vøge.