Danmark missede tirsdag den direkte VM-billet i en højdramatisk kamp mod Skotland.
Men det danske landshold anført af landstræner Brian Riemer kan stadig nå at booke billet til slutrunden i Nordamerika.
B.T.s sportsredaktør, Lasse Vøge, peger på drømmemodstanderne og skrækscenariet.
»Al logik og mavefornemmelse siger, at vi selvfølgelig trækker Sverige i semifinalen,« siger Lasse Vøge.
Danmark skal i første omgang møde enten Nordirland, Nordmakedonien, Rumænien eller Sverige i en semifinale i Parken.
Det bliver der trukket lod til torsdag.
»Det vil være et skrækscenarie, fordi konsekvensen af et dansk nederlag vil betyde, at Danmark skal tilbringe sommeren i sofaen med at se Sverige og Norge deltage i den slutrunde, som vi var en scoring mod Belarus fra at deltage i,« fortsætter B.T.s sportsredaktør.
Mens et naboopgør vil være det værst tænkelige semifinalebrag, så har Lasse Vøge en drøm om, at vi i stedet får Balkan-besøg i nationalarenaen.
»Skulle det imod forventning ikke blive Sverige, vi trækker torsdag, så drømmer jeg om Nordmakedonien i Parken,« siger han.
»Også selvom Danmark lige nu virker så skrøbelige, at man kan forestille sig et nederlag mod hvilken som helst modstander,« erkender Lasse Vøge.
»Drømmen er Nordmakedonien i semifinalen, og at vi så i finalen får hjemmebanefordel og møder Kosovo, hvis de bryder deres seedning.«
Hvis Danmark vinder sin semifinale, venter en finale mod ét af otte hold: Polen, Wales, Tjekkiet, Slovakiet, Irland, Albanien, Bosnien eller Kosovo. De første fire er seedede.
Foruden skrækscenariet, der altså er et dansk nederlag mod Sverige i semifinalen, så peger Lasse Vøge også på en skrækrute på vej til VM.
Den vil i tilfælde af dansk sejr mod svenskerne byde på et hedt opgør mod Polen og verdensstjernen Robert Lewandowski i Warszawa.

