B.T.s sportsredaktør afslører: Derfor røg Zorniger
Alexander Zorniger er blevet fyret som cheftræner i Odense Boldklub. Nu giver B.T.s sportsredaktør sit bud på, hvorfor han blev fyret.

Alexander Zorniger er blevet fyret som cheftræner i Odense Boldklub. Nu giver B.T.s sportsredaktør sit bud på, hvorfor han blev fyret.

»Han har generelt givet et indtryk af, at han måske var for stor til klubben. Han har talt klubben ned offentligt for mange gange.«
Sådan lyder ordene fra Lasse Vøge, der er sportsredaktør på B.T., efter Alexander Zorniger blev fyret fra OB.
Nyheden kom torsdag morgen, da OB meddelte, at de stopper samarbejdet med Zorniger i en pressemeddelelse.
Klubben skriver selv, at fyringen kommer på baggrund af Alexander Zornigers 'manglende opbakning til klubbens strategiske retning.'
Men ifølge Lasse Vøge stikker det dybere end det.
»Internt i OB-spillertruppen ulmede der et lille oprør. Hans ekstremt kontante og hårde stil – og også det fysiske pres – ramte spillerne,« siger han og tilføjer:
»Han har virkelig været ude og nærmest hånet de spillere, der er i klubben, og samtidig lagt et helt enormt pres på Troels Bech.«
Lasse Vøge understreger, at særligt de to ting har været den afgørende faktor for, at OB har valgt at afskedige den kontroversielle træner.
Zorniger har fra starten af haft meget store interne kampe med OB's sportsdirektør Troels Bech.
Det har især været under transfervinduerne, hvor klubben skulle hente nye spillere, at den nu fyrede træner, har gået imod ledelsen.

»Han lægger et urimeligt pres på sportsdirektøren, Troels Bech, og gør ikke hans forhandlingsmuligheder bedre ved at gå ud og sige, at OB nærmest er desperat efter bedre spillere,« siger Lasse Vøge.
Han fortæller også, at Zorniger fra starten af var meget offentlig omkring, at truppen i OB ikke var god nok.
Noget, en træner absolut ikke skal tale med medierne om.
»Han har givet det indtryk, at klubben var nogle amatører, og han var den professionelle, der kom for at redde den,« siger han og kommer med eksempler:
»Altså dem, jeg arbejder med, de er ikke så gode, som jeg havde regnet med. Det står slemmere til med klubben, end jeg havde regnet med. Det skal man ikke sige offentligt.«
Dermed peger Lasse Vøge på, at fyringen ikke skyldes en enkelt konflikt, men en længerevarende udvikling.
»Han har haft problemer på to fronter. Over for ledelsen og medierne har han talt klubben ned, og samtidig har han lagt et for stort pres på spillerne – både fysisk og i forhold til, hvad han krævede af dem,« siger sportsredaktøren.