Kasper Hjulmands projekt er tydeligvis ikke designet til modgang. Aftenens kamp er sidste udkald for landsholdet.
Det er et af vor tids store mysterier. Hvad er der dog sket med det danske landshold?
Hvornår dryssede tryllestøvet af spillerne, der på et år er gået fra champagnebold-sejr over verdensmestrene til en kneben og forfærdelig 2-1'er mod verdens dårligste?
Danmark vinder kampe mod Finland, Kasakhstan og San Marino – men ligner på ingen måde et hold, der kan spille andet en statistrolle ved en EM-slutrunde.
Hvornår gik det lige galt?
Man behøver ikke være Sarah Lund i striksweater for at indkredse tidspunktet for den dramatiske transformation til VM-slutrunden i Qatar. Det landshold, der den 15. november 2022 steg på SAS-flyet i København, var et helt andet end det, der landede i den danske decemberregn tre uger senere.
Jeg var selv med i Qatar og oplevede kollapset på allertætteste hold.
Jeg sad på de nybyggede ørkenstadioner og så landsholdet levere slutrundens dårligste fodbold. Jeg var til stede ved samtlige træninger på det trøstesløse militærbase-lignende anlæg midt i ingenting. Og jeg overværede alle pressemøder – fra de officielle til det hasteindkaldte Jesper Møller-krisemøde.
I Qatar oplevede jeg, hvordan stemningen med et fingerknips gik fra afslappet til meget anspændt.
Det folkekære hold, der siden den euforiske EM-slutrunde halvandet år tidligere, var blevet svøbt ind i befolkningens kærlighed, trak pludselig hovedet ind i skjoldet igen, og DBU's pressechef kastede sig ind foran spillerne som Kevin Costner foran Whitney Houston, hver gang spørgsmålene afveg det mindste.
Og nu bliver landstræneren og DBU nok meget trætte. Men jeg har ret let ved at udpege det eksakte tidspunkt for, hvornår landsholdets lykke vendte.
Den 21. november 2022 – dagen inden Danmarks første kamp mod Tunesien. DBU melder her ud, at Simon Kjær overraskende ikke vil bære det mangfoldighedshyldende One Love-armbind under kampen – fordi det som minimum vil koste anføreren et gult kort.
Ja, jeg kickstarter sgu 'gult kort'-snakken – som forståeligt hang alle ud af halsen efter slutrunden. Fordi jeg oprigtigt tror, at det gule kort blev skæbnesvangert og stadig hjemsøger spillerne og spiller en vigtig rolle i landsholdets nuværende spillemæssige deroute.
For det var her, at Hjulmands landshold for vild og mistede sig selv. Den aftale, som man under EM 2021 havde med den danske befolkning om at være 'en del af noget større', blev svigtet.
Det fællesskab med danskerne, som blev så tæt knyttet under og efter Christian Eriksens hjertesvigt, fik et ordentligt hak – og for første gang i Hjulmand-æraen mødte landsholdet kritik og modstand fra de danske fodboldfans.
Og lige netop dét er Hjulmands projekt ikke designet til. Nederlag på fodboldbanen og jævne præstationer kan repareres i landstrænerens taktiske værksted – men den uundværlige benzin på motoren for Hjulmands landshold er efterlevelsen af et tårnhøjt og urokkeligt værdisæt og den dertilhørende betingelsesløse folkelige opbakning
Her svigtede landsholdet i Qatar – og Hjulmand & co. har tydeligvis ikke været forberedt på den situation. Og mit bud er, at holdet derfor – her et år senere – stadig ligger og spræller hjælpeløst som en skildpadde på skjoldet uden en plan for at blive retvendt.
Det er sigende, at den spiller, der suverænt har præsteret bedst i denne EM-kvalifikation, er Rasmus Højlund, der blev siet fra til VM-truppen, og derfor ikke render rundt med bagagen fra Qatar.
Spillere som Christian Eriksen, Pierre-Emile Højbjerg, Joakim Mæhle og Andreas Skov Olsen, der alle var passagerer på det forliste VM-skib, har til tider været helt slukkede i opgørene i en historisk nem kvalifikationsgruppe. Ukendelige.
De danske tilskuere har hurtigt tilgivet VM-fadæsen og fylder hvert et sæde i Parken, uanset hvor sløj modstanderen er.
Men spillerne og trænerne har omvendt ikke evnet at komme videre fra traumet, og spillet er kun blevet værre og værre – fra den spiselige åbningssejr over Finland til den seneste fadæse mod San Marinos amatører – den dårligste kamp nogensinde af et dansk landshold?
Er Hjulmands projekt så stadig det rigtige for Danmark? Det er efterhånden en yderst relevant debat. Og når dommeren fløjter af i aften, vil den debat enten være skruet et par grader ned eller stå i flammer.
Det er sidste udkald for Kasper Hjulmand og landsholdet. Kom nu videre.