90 minutter til at redde Danmark fra katastrofen.

Det danske landshold og DBU danser en faretruende kinddans med den ultimative fiasko ved VM i Qatar.

Spillemæssigt risikerer landsholdet at forlade slutrunden uden at have sat et aftryk. Og pr-mæssigt risikerer man at have sat et ødelæggende aftryk, når man rejser hjem.

Landstræner Kasper Hjulmand sagde, da han landede i Doha, at det her landshold godt kunne 'tænke sig at vinde noget'. Og den ambition har ingen rynket på næsen af – for holdet har storcharmeret os de seneste to år.

Derfor er skuffelsen over de foreløbigt 180 afviklede VM-minutter også så tung. For landsholdet har indtil videre mistet sit udtryk. Bortset fra et flot kvarter mod Frankrig har danskerne leveret uinspireret, langsomt og overraskende nervøst fodbold.

Hjertet og hjernen på holdet – Pierre-Emile Højbjerg og Christian Eriksen – har på intet tidspunkt taget kvælertag på kampene, som vi ellers har set dem gøre så ofte de seneste år.

Hvor må det pine Kasper Hjulmands lovpriste faglige stolthed, at landsholdet i de første 160 minutter kun producerer én (halvtilfældig) stor målchance – mens hele verden kigger på.

Og hvor må det også pine ham, hvad der er foregået uden for kridtstregerne.

For samtidig med det blodfattige spil på banen har DBU gjort et solidt indhug i den store folkelige goodwill, som unionen og landsholdet har sparet sammen fra den dag af, hvor Hjulmand overtog landsholdet.

Og som blev mangedoblet under EM – ikke mindst på grund af den sårbarhed og det sammenhold, spillerne udviste under og efter Christian Eriksens hjertesvigt.

Det har været Hjulmands store projekt fra dag ét af. At gøre landsholdet folkeligt igen. Landstræneren har selv turneret med fortællingen om, at inden han overtog landsholdet, rejste han landet rundt og snakkede blandt andet med tidligere statsministre for at finde frem til 'danskheden', og hvad det egentlig vil sige at have danske værdier.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Og hans projekt var en succes. Landsholdet kom tilbage til folket – efter nogle hårde år med landsholdskonflikt, halvtomme tribuner i Parken og utallige 'Vedbæk-plader' (når spillere leverer kedelige, grå, 'nå, men det er klart …'-automatsvar).

Det her landshold føltes faktisk, som om man var 'en del af noget større'. Et hold, der bestod af mere end fodboldspillere. Det var danske guttermænd, man kunne spejle sig i.

Og derfor er 'armbinds-gate' blevet sådan en lortesag for DBU. Ja, selvfølgelig er FIFA da den store skurk. Men det signal, som DBU fik sendt hjem, var, at landsholdet pludselig ikke ville stå op for de danske værdier, Hjulmand havde gjort til spillernes trosbekendelse. Fordi det nu kom med en pris at have de værdier.

Og sådan tog landsholdet et skridt væk fra (i hvert fald en del af) befolkningen igen. Det gamle frygtelige hashtag #ikkemitlandshold trendede igen på Twitter, efter at det i årevis var gemt væk. Og redningskransen fra DBU-formanden, der efter lang tid i skjul dukkede op og undsagde FIFA, kom alt for sent.

Bliver det til en flybillet hjem onsdag, vil den sag være det, vi husker fra dette danske VM. For spillet har været lige til glemmebogen.

Men landsholdet kan også vælge at vinde over Australien og give sig selv muligheden for at skrive en helt anden dansk VM-fortælling.