EM-uret tikker – og vi er ikke blevet meget klogere efter denne landsholdssamling.
Selvom det endte med pligtsejren over Færøerne, bør man stadig grue for det danske landsholds reelle styrke, når det lige om lidt bliver alvor i Tyskland.
For da sidste fløjt havde lydt over råkolde Brøndby Stadion, sad de fleste fortsat med en følelse af, at Hjulmands landshold er faldet ud af hak.
Der var perioder i første halvleg, hvor færingene tog opgøret ud af hænderne på et apatisk dansk landshold – og en udligning lurede.
Og man kunne i det fjerne næsten høre fingerspidserne hamre harmdirrende i tastaturerne på de sociale medier – også selvom landstræneren ikke anerkender kritik fra den kant. Tastaturbræk.
Det blev heldigvis bedre i anden halvleg – men det blev aldrig godt.
Kulissen var et stadion på Vestegnen, hvor stemningen for det meste var kvart i tandlæge-venteværelse. Tribunen var en konstant mumlen kun afbrudt af et søløvebrøl fra banen, når Pierre-Emile Højbjerg krævede at få bolden.
Landsholdet gjorde da heller ikke meget for at tænde op under festen.
Der er ingen tvivl om, at Kasper Hjulmand drømte om en landskamp, hvor Mikkel Damsgaard satte ild til græstæppet. Så han kunne lukke munden på den flanke af kritikere.
Det lykkedes ikke, kan vi godt slå fast. Mikkel Damsgaard afslørede desværre, hvorfor det bliver til forsvindende lidt spilletid i Brentford.
Jeg tilhører den fløj, der mener, at man skal være helt ekstraordinært god, hvis man som Superliga-spiller skal udtages til landsholdet. Men som tiden gik tirsdag aften, blev det mere og mere uforståeligt, hvorfor Nicolai Vallys eller Magnus Mattsson ikke løb rundt nede på grønsværen.
Damsgaard var en hed sommerflirt – og jeg forstår godt, at Kasper Hjulmand slikker sig kælent på overlæben, når han tænker tilbage på 'Damsinho' v. 2021/2022. Men det er vist på tide at give slip for en stund.
Kritikere har skreget på nye ansigter på landsholdet, og Hjulmand kastede et par lunser ud til dem tirsdag. Formstærke navne som Anders Dreyer, Morten Hjulmand og Frederik Rønnow blev eksempelvis smidt ind i startopstillingen.
Men de kunne slet ikke løfte holdet. Hjulmand sjuskede, Dreyer havde konstant en berøring for meget, og Rønnow fumlede og blev reddet på målstregen af Victor Nelssons skulder (eller var det arm?).
Første halvlegs klart bedste dansker var den eneste tilbageværende fra Hjulmands ideal-startopstilling – Pierre-Emile Højbjerg. Og Eriksen var anden halvlegs bedste, da han kom ind efter pausen.
Så landstræneren fik da tysset på debatten om, at han har en 'vennegruppe', der skal spille fra start hver gang, selvom andre skulle være bedre. Men det var næppe det udbytte, landstræneren havde håbet at få med fra Brøndby Stadion.
Inden VM i Qatar sad jeg i Parken og så Danmark udspille de franske verdensmestre og konstaterede i min eufori og kådhed, at det danske landshold var et reelt bud på en VM-vinder. Det er halvandet år siden – det føles som meget længere tid siden.
