BTs sportschef: Velkommen tilbage, Danmark!

Endelig kom det. Endelig jublede Parken. Endelig fik vi sådan en kamp, vi vil huske fremover. Forhåbentlig var det dets store gennembrud.

For første gang, siden Åge Hareide tiltrådte som landstræner for Danmark og debuterede den 24. marts 2016, spillede det landske landshold en gennemført god landskamp, og efter halvandet års venten sad jeg denne 1. september 2017 i Parken for første gang tilbage med følelsen af, at landsholdet virkelig præsterede mod en kvalitetsmodstander og måske vil kunne gøre det igen.

13 landskampe var gået forud med pæne halvlege hist og her, men først og fremmest med frustrerende kampe og en evig søgen efter den rette formation og de dertil passende spillere. Alle gode gange 14, som man siger, og lad os bare tage nummer 15, 16 og 17 med her i efteråret, for med sejren over Polen, står Danmark stadig med pæne chancer for at spille sig til VM i Rusland.

William Kvist talte inden kampen om dengang i efteråret 2011, da landsholdet under Morten Olsen pludselig fandt en rytme med Niki Zimling og William Kvist selv som løsningen på de evige problemer på den centrale midtbane, og kickstartede en serie på fem sejre i træk og kvalificerede sig til EM i Ukraine og Polen. Det var den serie, der fik Morten Olsen til at se så stort et potentiale i landsholdet, at han forlængede sin kontrakt efter en lang periode, hvor tilskuerne var begyndt at svigte, og alt efter den dårlige VM-slutrunde i 2010 ellers var begyndt at virke så ligegyldigt.

Jeg risikerer at fortabe mig i erindringerne, mens jeg næsten præcis seks år senere sidder på muligvis den selvsamme plads i Parken og ser et nyt landshold få noget, der kan være et gennembrud. Opfølgningen mangler, men det ligner en begyndelse.

Åge Hareide har, siden han tiltrådte, forsøgt sig med forskellige formationer for at få de åbenlyst bedste spillere i aktion på samme tid. Det har ikke været uproblematisk, for uanset hvor logisk det ud fra det flotte udvalg har virket at spille med tre midterforsvarere, har det bare ikke fungeret. Og uanset hvor gerne vi har villet se landsholdet spille med to angribere, når vi nu endelig havde nogle dygtige målscorere, var det bare heller ikke løsningen. Mod Polen passede det hele endelig sammen i en 4-3-3 formation med et væld opløftende indslag:

Andreas Cornelius med et overraskende udgangspunkt på højrekanten med masser af fysik, som en eminent opspilsstation og med et mål som manifestationen af en fremragende indsats. Pione Sisto som en letbenet om end ikke dominernde venstrekant, men dog med så mange trusler i sit spil, at al kreativitet ikke afhang af Christian Eriksen. Thomas Delaney, der i løbet af hele i ugen i landsholdslejren har lignet truppens vigtigste spiller, og som igen spillede en stor landskamp. Og et firemandsforsvar med Simon Kjær som det eneste helt logiske valgt, men hvor alle præsterede godt og fuldstændigt lukkede af for Lewandowski og hans opvartere.

Bliver jeg nødt til at nævne, at Polen virkede helt fra den og måske følte sig lidt for veltilfredse på gruppens førsteplads til at yde deres maksimale? På den ene side hører det muligvis med til historien. På den anden side er det svært at adskille modstanderens svaghed fra danskernes styrke. Og den kan man altså bare ikke komme uden om efter denne aften.

De næste måneder vil vise, om det var