Åh, jeg holder ikke til den slags. Ikke mens det står på. Men når ikke det kan være anderledes, må det jo være sådan, og når det ender, som det gjorde i aftes, er det også helt okay. Mere end helt ok. For: Danmark er i EM-finalen i fodbold, og Pernille Harder, Nadia Nadim og Nils Nielsens øvrige spillere er tæt på den hidtil største danske triumf for dansk kvindefodbold i det, man med god grund kan kalde nyere tid.
Hvor de tidligere store resultater (VM-guld i 1970 og 1971 og EM-guld i 1979) foregik i en tid, da kvindefodboldens mesterskaber stadig havde karakter af uofficielle, er kvindefodbolden i dag under hastig udvikling og en fuldtidsprofessionel sport for alle de landsholdsspillere, der spiller i udlandet. Det er et prestigeprojekt for DBU og for ligestillingen i eliteidræt. Og aldrig er et dansk kvindefodboldlandshold blevet fulgt tættere end dette.
Det gør ikke bare præstationen mere synlig, men også mere vigtig. Allerede nu har de danske fodboldkvinder vundet mange hjerter, men en sejr på søndag kan – måske – skabe en decideret feber, der ved kontinuerlig succes kan ramme håndboldkvindernes i 1990’erne.
Men vi må også være ærlige: Spillet har hverken hidtil i turneringen eller i semifinalen mod Østrig været på niveau med de kommende finalemodstandere, og under ingen omstændigheder i en hel kamp ad gangen. Lad os bare sige, der er et uforløst potentiale, som vi skal se forløst på søndag, hvis Danmark skal gå hele vejen.
Semifinalen var ikke nogen god kamp, det var den ikke, selvom Danmark var det klart bedste hold. Mange fejl, uskarphed i de afgørende afleveringer, mange frispark og skader. Men der var fight og usandsynligt meget på spil, hvilket ikke hævede skønhedsniveauet – måske tværtimod? – men dog bidrog til spændingen.
Hidtil i turneringen havde det været i omstillingerne, Danmark havde skabt de fleste chancer, og mod den østrigske defensiv, der i perioder stod i en massiv 5-4-1 opstilling, havde Danmark det meste af første halvleg svært ved at skabe chancer. Når danskerne kom op i fart og skabte rum – som regel når det lykkedes at komme forbi Østrigs pres, der i perioder var ret højt og aggressivt i modsætning til andre perioder med den dybe, passive defensiv – var der frustrerende ofte for lidt kvalitet i det, der skulle have været den afgørende aflevering. Og til trods for en lav boldbesiddelse og ret begrænset kreativitet, var det østrigerne, der kom til flest reelle chancer.
Mod Tyskland i kvartfinalen (og Holland i gruppespillet for den sags skyld) ændrede billedet sig efter pausen, men mod Østrig var det først til allersidst i den ordinære kamp og i den forlængede spilletid, at Danmark var klart bedre end modstanderen. Da var det ikke længere den næstsidste berøring, der var problemet, men den allersidste. Altså lige indtil staffesparkskonkurrencen, hvor danskerne viste højere klasse end modstanderen. Det var ikke tilfældigheder, men klasseforskel.
Nu venter en modstander (som jeg ikke kender, mens jeg skriver denne klumme), men som uanset om det bliver England eller Holland har langt flere fodboldspillere og som er en del af et system, der har satset større på kvindefodbolden end Danmark har gjort hidtil. Vinder Danmark også den kamp, er ikke bare overraskelsen og den flotte præstation, men en egentlig sensation en realitet.
England har nogle af de bedste klubhold i Europa, og det engelske forbund investerer årligt 120 mio. kr. i kvindefodbolden, mens Danmark til sammenligning investerer i omegnen af 20 mio. kr. Forskellen er ikke lige så stor i forhold til Holland, hvor man dog har 2,5 gange flere registrerede kvindelige fodboldspillere og bruger 50 procent flere penge årligt på kvindefodbolden end Danmark.
I den sammenligning er Danmark kun en lilleput. Hey! Det minder mig lidt om dengang for 25 år siden.
