Gult eller blåt?

Det er - helt simplificeret - spørgsmålet, der kan koste Danmark og København EM-værtsskabet næste sommer.

Netop i disse timer afgøres det, om København får det længe ventede værtsskab. Et værtsskab, der blev sået tvivl om, da EM tidligere på foråret blev rykket fra 2020 til 2021.

Med ét ligger EM nemlig placeret samme sommer som nationens hovedstad også huser en anden gigantbegivenhed, starten på Tour de France - kaldet Grand Depart blandt de mere frankofile. Og det har skabt problemer. Store problemer, som har bragt det danske EM-værtsskab i fare.

Det danske EM-værtsskab er i fare.
Det danske EM-værtsskab er i fare. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Tvisten er kompliceret og enkel på én og samme tid. Det handler om jura, kommercielle rettigheder og synlighed. Men skåret ind til benet er problemet, at UEFA og ASO, som er arrangøren bag Tour de France, vil 'sætte sig' på København på samme tid.

ASO kom så at sige først. Det har hele tiden været meningen, at Tour de France skulle starte i København og køre videre ud i Danmark i starten af juli 2021. I de dage skal København farves Tour-gult. Sådan har planen været siden 2019.

Men nu er UEFA og DBU kommet ind fra højre med et udsat EM, der på papiret løber fra 11. juni til 11. juli.

Det hele kan virke en smule omsonst. For der vil ikke blive spillet kampe i København, når Tour-karavanen ruller ind. De tre gruppekampe med dansk deltagelse og den 1/8-finale, der efter planen skal spilles i Parken, er allerede færdigspillet i løbet af juni måned.

Det var med store smil, da Tour de France i Danmark blev annonceret. Daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, Københavns overborgmester Frank Jensen og daværende erhvervsminister Rasmus Jarlov holdt pressemøde på Københavns Rådhus i februar 2019.
Det var med store smil, da Tour de France i Danmark blev annonceret. Daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, Københavns overborgmester Frank Jensen og daværende erhvervsminister Rasmus Jarlov holdt pressemøde på Københavns Rådhus i februar 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Så hvad er problemet? Jo, det er at UEFA vil lægge beslag på byen med masser af EM-tilstedeværelse, logoer og blå farver gennem hele slutrundens løbetid - og det karambolerer med Tour-starten den 2. juli.

Nu er spørgsmålet, hvem der skal give sig. Giver ASO 'plads' til EM, UEFA og DBU? Eller skal UEFA slække på deres krav om tilstedeværelse i København? Og vil de overhovedet det, når de blot kan vælge at flytte de fire kampe til en anden europæisk by?

I midten sidder Københavns Kommune og overborgmester Frank Jensen, som skal få både ender og parter til at mødes, så København ikke mister den største sportsbegivenhed, der nogensinde har været i byen. For det vil være et tragisk scenarie!

De seneste dage har både DBU-boss Jesper Møller og store danske fodboldlegender som Michael Laudrup og Preben Elkjær lagt pres på for at finde en løsning, der bevarer EM på dansk grund.

Ifølge 2020-planen af EM kunne Christian Eriksen og co. have spillet fire kampe i Parken.
Ifølge 2020-planen af EM kunne Christian Eriksen og co. have spillet fire kampe i Parken. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Møller har gjort det ved at kalde chancerne for et EM i København '50/50', mens Laudrup og Elkjær har været mere tydelige i retorikken. Det vil jeg egentlig også gerne være.

Tusindvis af danskere har købt billet til de tre gruppekamp i Parken. Endnu flere glæder sig som små børn til at se et EM i Danmark og til at mærke EM-feberen rase rundt i kroppen, efter en periode med fokus på en helt anden og mere alvorlig virus. Man skylder alle de mennesker at gøre alt for at bevare EM i København.

Det vil være pinligt og decideret hovedrystende, hvis København skulle miste et EM på grund af juridiske tovtrækkerier og en i denne sammenhæng overdreven kommerciel forfængelighed. Så nogen skal give sig. Forhåbentlig er villigheden til det at gøre netop dét til stede hele vejen rundt.

Deadline for et håndslag er på torsdag. Og med sloganet fra et større dansk byggemarked i baghovedet, er der næsten kun ét at sige: 'Få det nu fixet'