KOMMENTAR

Den 17. november 2015 var en meget særlig aften. Danmark havde spillet 2-2 mod Sverige i Parken og tabt den samlede kamp om at komme til EM i Frankrig. På det efterfølgende pressemøde meddelte en lavmælt Morten Olsen, at han stoppede som landstræner.

Der skete der noget, jeg aldrig har oplevet, hverken før eller siden. Et samlet pressekorps klappede ham ud af lokalet.

Jeg har skrevet mange kritiske kommentarer om Morten Olsen. I 2009 argumenterede jeg for første gang for, at DBU ikke skulle forlænge hans kontrakt, selv om landsholdet havde kvalificeret sig til VM i Sydafrika. Siden fulgte flere lignende kommentarer. Alligevel var jeg blandt dem, der klappede den aften.

Selv om det normalt ligger meget langt fra både mine og mine kollegaers journalistiske idealer, kunne jeg den aften ikke lade være med at tilkendegive min anerkendelse af hans ihærdige indsats. Det var vel et øjeblik, hvor mennesket trådte frem foran journalisten. Det menneske – mig – der som barn havde en Morten Olsen-plakat hængende på mit værelse, og som oppe i Willy’s Radio i Helsinge fik hans autograf på et postkort med hans billede på, hvorefter jeg gik ned til Frisør Skøtt i Gilleleje og bad om at få klippet Morten Olsen-hår.

Morten Olsen er den mest indflydelsesrige fodboldpersonlighed, vi har haft i Danmark, og selvom han blev hængende som landstræner mindst seks år for længe, og landsholdet på mange måder gik i stå et sted mellem 2008 og 2010, kommer man ikke uden om hans enorme betydning. Som spiller var han den store chef på det hold, der i 1980’erne brød igennem på internationalt plan, og gennem 1990’erne indførte han som træner i Brøndby helt nye professionelle standarder i Danmark. I 00’erne konceptualiserede han dansk landsholdsfodbold og gjorde os bevidste om, hvad det var for noget fodbold, vi spillede her i Danmark. Vi tænkte da nok, at vi var Nordens brasilianere, men vi var ikke som befolkning klar over, at vi spillede offensiv, teknisk, pasningsbaseret fodbold langs jorden, før Morten Olsen sagde det højt og gjorde det til en rød tråd i DBU.

At det så i praksis og udført på landsholdet i de senere år ofte endte kedeligt, tomgangsbaseret og uden overraskelser, er en anden sag. Det var der, han mødte en modstand, der stadig hænger ved, hvis jeg sådan lægger øret til omgivelserne.

Torsdag sagde Morten Olsen til tyske Bild, at det nu var helt forbi med trænergerningen.

»Jeg er 68 år, jeg bliver aldrig træner mere. Efter 40 år i fodbolden, vil jeg fokusere på andre ting. Det er slut med trænerlivet,« sagde han.

LÆS ELLERS HVORDAN HAN HER BEKRÆFTER ET LANDSTRÆNERTILBUD:

For 11 måneder siden besøgte BTs fodboldkommentator, Søren Hanghøj Kristensen, Morten Olsen hjemme i Belgien. (Læs det lange interview her). Dengang betegnede han sig selv som pensionist, for det samlede nederlag til Sverige havde taget fodboldlysten fra ham. Han havde glædet sig til at komme til EM i Frankrig, lige som han to år forinden havde glædet sig til at komme til et sidste VM i Brasilien, hvor han syntes, fodbolden blev spillet og levet, sådan som han selv ønskede sig, og som han argumenterede for, der skulle spredes ud også i Danmark. Ligesom i gamle dage, hvor børnene blev fodboldopdraget på gaderne. Han ville have gadefodbolden tilbage. Lidt paradoksalt kom hans egen fodboldstil på landsholdet til at bære præg af det mere maskinelle end det legende.

Men man skulle aldrig sig aldrig, som han sagde, for han kunne endnu ikke få sig selv til at lukke muligheden for en dag alligevel at vende tilbage til fodbolden. Det gjorde han så i dag.