B.T.s sportschef: 'Jeg føler mig svigtet, Hjulmand'


Danmark smed en vigtig EM-åbningssejr på gulvet – og det kan landsholdet og landstræneren kun takke sig selv for.
Jeg har været inviteret til flere taktiske oplæg med Kasper Hjulmand – han ved rigtig RIGTIG meget om fodbold. Han ved utvivlsomt kolossalt meget mere om det smukke spil end mig, der hverken har a-licens eller 440 Superliga-kampe på cv'et.
Derfor fatter jeg intet af det, jeg så fra det danske landshold her til aften!
Jeg fatter ikke, at Kasper Hjulmand sad på hænderne og passivt betragtede nedturen nærme sig fra anden halvlegs start, indtil slovenernes uundgåelige udligning faldt.
Jeg vil påstå, at alle tv-seere og tilskuere kunne se, at det danske landshold blev dårligere og dårligere fra minut til minut. Og jeg vil også påstå, at alle kunne se, at holdet skreg på nyt blod til at ændre momentum – og bryde slovenernes rytme.
Det var et trafikuheld i langsom gengivelse.
Pierre-Emile Højbjerg så allerede træt ud halvvejs inde i første halvleg. Enhver aflevering til Rasmus Højlund endte med et boldtab. Joachim Andersen lignede en mand til tælling den sidste halve time af kampen. Morten Hjulmand havde mistet sit bid efter det gule kort.
Alligevel skulle der gå 78 minutter og en slovensk scoring, før Kasper Hjulmand reagerede med en back-indskiftning!
Landstræneren virkede rystet og handlingslammet over, at det danske landshold kunne miste grebet om en fodboldkamp. Det i sig selv er chokerende – for landsholdet har mistet grebet om rigtig mange kampe de seneste to år.
Hvordan kunne man ikke have forberedt et modtræk? Især når man ved, at spillere som Christian Eriksen, Pierre-Emile Højbjerg og Andreas Christensen ikke har spillet 90 minutter i månedsvis – det KAN simpelthen ikke overraske!
Vi så det samme ske i de to testkampe mod Norge og Sverige, hvor danskerne i begge opgør blev dårligere i anden halvleg. Hvorfor skal det så komme som en overraskelse i en EM-premiere?
Jeg fatter det ikke. Og jeg sidder med en følelse af svigt.

På en måde var de 90 minutter fortællingen om Kasper Hjulmands landstræneræra. Indledningsvist så sexet og energisk – men gradvist er det blevet mere og mere blodfattigt.
Jeg har på intet tidspunkt haft troen på et stort dansk EM. Men jeg har håbet. Mit håb havde 90 hårde minutter søndag aften.
»Det er drønærgerligt,« sagde Kasper Hjulmand på tv efter.
Ja, enig – men det er også virkelig dårligt og unødvendigt.