Det danske landshold overlevede operation München – men der var masser af hjerteflimmer undervejs.

Og efter gruppekrammerne sidder man tilbage med en tvivl om, hvor godt dette landshold egentlig er. Og på en lummer sommeraften tør vi godt skrive, at oplevelsen føltes som et samleje uden udløsning.

Hvis vi starter med ja-hatten – så er det da okay, at Danmark gemmer sejrene til opgør, hvor der ikke er et brugbart alternativ til en sejr. 

Kasper Hjulmand har fået stoppet blødningen. Det danske landshold kan defensivt stå distancen – det var et af bekymringspunkterne efter testkampene. De tre bageste holder skyhøjt niveau.

Landstræneren har fået sat tre gode halvlege sammen ud af de seneste fire. Og landsholdet har efterladt et værdigt indtryk i gruppespillet – i hvert fald sammenlignet med det gruppespil, de danske spillere skamfuldt og med bøjede nakker forlod i Qatar for halvandet år siden.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Og så skal vi glæde os over, at pessimismen fra kvalifikationen ikke fik ret – Danmark blev ikke statist men har fået en rolle med replikker ved denne slutrunde. Hvis vi ikke glæder os over det – så taler nordmændene og svenskerne aldrig til os igen.

Nej-hatten: Danmark er lige nu et af slutrundens allermest usexede hold – der er generalforsamlinger i den lokale antenneforening, der er mere ophidsende end det danske landsholds offensiv.

Sjældent har et rødt-hvidt hold været så blottet for killer instinct. Og det er ikke fordi, at Hjulmand ikke prøver. Kasper Dolberg, Yussuf Poulsen og Andreas Skov Olsen gjorde kun landsholdet endnu mere tandløst – og det er en præstation, for Wind og Højlund var mere ufarlige end en usaltet kartoffelmad.

Kvaliteten er lige nu desværre frustrerende lav, når vi nærmer os modstanderfeltet.

Og i tre slutrundegruppespil har Danmark kun vundet én ud af ni kampe. Det er en af de stats, som Kasper Hjulmand nok hurtigt fjerner blikket fra. 

På med den første hat igen. For vi kigger nu ind i en kamp, der kommer til at gå over i landsholdshistorien. Og den har potentiale til at blive én af de største nogensinde.

Hvornår får vi chancen for at sende Tyskland ud af en stor turnering på tysk græs? Det bliver et opgør, hvor Danmark har meget mere at vinde end modstanderen. 

Og der er ingen grund til at ryste i hummel-trussen over det tyske Mannschaft, der har et godt topniveau – men ofte vipper på kanten af et sammenbrud. 

Og så har vi før set et dansk landshold forløse sig selv ved en slutrunde efter et ujævnt gruppespil.

Jeg beholder den sjove hat på i et par dage endnu. Selvom jeg nok ikke er den eneste, der har svært ved helt at lure, om vi egentlig har et rigtig godt landshold igen.