Jamen, der var det jo! 

Det danske landshold, som vi engang kendte, vågnede pludselig op fra sin to år lange Tornerose-søvn, da der var spillet 20 minutter af aftenens kamp mod England.

Vi så et landshold, der langt om længe lagde håndbremsen ned og gik all-in – og det lignede, at de danske spillere endegyldigt fik smidt de vægtklodser, de har slæbt rundt på siden første VM-kamp i Qatar.

Skørt nok krævede det en kæmpe miniput-bommert af Viktor Kristiansen – og vi kan glæde os over, at det ikke endte med et nederlag, for så havde den fejl klistret sig til resten af den unge backs formentlig lange landsholdskarriere.

Men det var en velsignelse i forklædning. For pludselig viste landsholdet kæmpe røv i buks, og danskerne satte en 'det-skal-fandeme-være-løgn-fight' sammen, så man hjemme i stuerne nærmest kunne høre knaset fra danske kindtænder, der trodsigt trykkede sig mod hinanden.

Og det var midt i denne danske modstandsbevægelse, at en ny chef pludselig tårnede op på den danske midtbane. Morten Hjulmands præstation var det fodboldmæssige svar på dannebrog, der dalede ned fra himlen under slaget ved Lyndanise for 800 år siden.

Ved slaget ved Frankfurt tilførte den evigt arrige ama'rkaner Danmark noget charmerende hidsighed og vind-for-enhver-pris-tilgang.

Det kom også til udtryk ved hans scoring, der med raseri blev trykket ind fra 30 meter. Og han fejrede det ved at tildele de 46.000 tilskuere en skideballe. 'Hva så – ville I noget?'

Angelos Tzortzinis/AFP/Ritzau Scanpix

Landstræner Hjulmand har fået spandevis af kritik – også af den fortjente slags. Men i aften fortjener han en buket roser. For det danske landshold var usædvanligt godt gearet til det, der ventede dem mod de 10 engelske superstjerner og Jordan Pickford.

Og den danske landstræner løste den gåde, som så mange har måttet opgive i denne sæson. Han gjorde Jude Bellingham menneskelig – og den forvoksede 20-årige skabte sig som en børnehavedreng, der havde fået frataget sit fredagsslik.

Kasper Hjulmand forsvarede efter den første kamp mod Slovenien sin indskiftningspassivitet med, at det var 'faktuelt forkert', at Danmark gik fysisk ned i anden halvleg.

Men mon ikke han trods alt havde lyttet til kritikken. For det var en landstræner, der var usædvanligt aggressiv i sine indskiftninger – ligesom i de gode 2021-dage. Og hvor klædte det ham og landsholdet, der pludselig kunne spille med intensitet i samtlige 90 minutter.

Sikke en opløftende aften. Men man skal huske ikke at overdrive.

For tirsdag venter der et møde med nogle desperate serbere, der modsat englænderne næppe lader sig drive på flugt af et par saftige tacklinger. 

Det er først her, vi finder ud af, om det landshold, vi engang kendte, er tilbage.