Endnu en gang er derbyet mellem Brøndby og FC København blevet ramt af skandaløse scener. 

Kort inden kampstart angreb maskerede Brøndby-fans udebanesektionen med romerlys, og så gik det helt amok. 

På stadion er B.T.s sportschef Lasse Vøge, der overværede det dramatiske optrin, hvor poltiiet måtte stille sig imellem. 

»Alt var nærmest mistænkeligt roligt på Brøndby Stadion, da omkring 20 maskerede Brøndby-fans pludselig stormer ned langs sidelinjen og angriber udebaneafsnittet med romerlys-kast.« 

»FCK-fansene reagerer ved at sende en byge af romerlys afsted mod langsiden. Og da politiet griber ind, bliver også de angrebet med romerlys. Kæmpe kaos,« siger han om vanviddet. 

Han spår, at balladen vil få kæmpe konsekvenser for klubberne og fansene, men vigtigst af alt mener han, at der skal gribes ind. Nu. 

»Jeg tør næsten ikke tænke på, hvilke konsekvenser denne skandale får for klubberne og fanscenen. Det kommer utvivlsomt til at koste tomme tribuner - og på den måde har vi alle tabt.«

»Dansk fodbold har et problem, og der skal gribes ind, ellers er det et spørgsmål om tid, før det går helt galt, og vi står med en tragedie,« lyder den dystre vurdering. 

Du kan følge derbyet live her på bt.dk.