Der findes heldigvis ikke grimmere fortilfælde af forhandlingsforløb end det, DBU og Spillerforeningen nu har afsluttet efter omkring et år. Skulle vi ikke blive enige om, at vi heller ikke skel se det fremover?
Aflysningen af VM-kvalifikationskampen mod Sverige var kulminationen på ikke bare disse forhandlinger, men på en årelang opbygning af mistillid, uvenskaber og uenigheder mellem DBU og Spillerforeningen.
Først da LO og Danmarks Idrætsforbund (DIF) kom på banen som mæglere, lykkedes det at lukke dørene til en offentligt farce og åbne de reelle forhandlinger, der endelig kom til at handle om at blive enige snarere end at få ret.
Det kommer blandt andet til udtryk i den vildt omdiskuterede punkt om, hvorvidt DBU er at betragte som arbejdsgiver for spillerne, og om spillerne er at betragte som lønmodtagere. Her er parterne blevet enige om at være uenige og have hver deres principielle holdning.
Desuden er der blev skrevet en formulering ind i aftalen om, at LO og DIF skal søges inddraget, inden DBU eller (mere sandsynligt) Spillerforeningen eventuelt vælger at udfordre forståelsen af aftaleteksten gennem retssystemet. Det er klogt. Mægling er naturligvis den mere rigtige vej end retssager, som ellers har været normen - særligt efter indgåelsen af den seneste landsholdsaftale for mændene, der var så uklar, at der skulle voldgiftssager til at afgære, at Spillerforeningen kunne kræve yderligere millioner af DBU.
Det er selvsagt uholdbart, at to af de vigtige institutioner i dansk fodbold er så uenige, at de dårligt kan være i rum sammen og med nu to aflyste landskampe har vi for første gang set konsekvenserne meget tydeligt. Hvad det derudover har kostet i manglende udvikling af dansk fodbold kan man kun gisne om, men sundt er det ikke.
Jeg håber, den endelige aftaletekst kan danne skole for fremtidige aftaler - selvfølgelig i første omgang for herrernes, der snart skal genforhandles.
Denne gang gik der ud over landets dygtigste fodboldkvinder, der trods sporadisk deltagelse i forhandlingerne tydeligvis ikke var på omgangshøjde med, hvad der egentlig foregik. Det resulterede i to tragikomiske udtalelser fra først Pernille Harder, der for to måneder og en uge siden mente, at parterne var blevet enige inden aflysningen af kampen mod Holland, hvis de havde fået "to timer mere" at forhandle i, og siden Sanne Troelsgaard der efter landskampen mod Ungarn mente, at de ville bliver enige "på søndag". Altså søndag den 24. september...
Jeg synes, det er rigtig godt, at kvindelandsholdsspillerne med den nye aftale får flere penge og generelt bedre forhold på landsholdet. Havde man udelukkende baseret lønberegningen på kvindelandsholdets indtægter, havde de ikke skullet af haft noget, men med den værdi for dansk fodbold (og vel samfundet som helhed), spillernes tilførte med succesen ved EM i sommer, stak det i øjnene, at de ikke fik meget mere end sølle 2.500 kroner for en kamp og måske et stipendiat oveni. Nu ser beløbene mere rimelige ud.
Dansk fodbold kom lidt videre. Det tog for lang tid, og kønt var det ikke. Jeg håber, DBUs bestyrelse og spillerne ikke bare læner sig tilbage, men nu evaluerer forløbet meget grundigt, og herunder også overvejer, om det er de rigtige personer, der repræsenterer dem.
