Steffen Dam, spilekspert på BT, vurderer, at der ikke er tale om matchfixing i Albaniens 3-0-sejr over Armenien, som det albanske medie opozita.com ellers har rapporteret.

opozita.com skrev tidligere på mandagen, at fire armenske spillere har modtaget 500.000 euro hver for at lade sig tabe til Albanien i det opgør, som sendte albanerne over Danmark i gruppen og dermed sikrede sydeuropæerne den direkte kvalifikation til EM for næsen af Danmark, der skal ud i to playoff-kampe.

Når kampe er fixede, så kan det som regel aflæses i oddsudviklingen på spillemarkederne, men her er der ifølge Steffen Dam intet mistænkeligt at spore.

»Normalt vil man kunne opfange en fixet kamp ved, at oddset falder kraftigt, men her steg oddset faktisk i de sidste timer op til kampstart fra 2,05 til 2,15 på albansk sejr,« siger Steffen Dam.

Steffen Dam, der har mange års erfaring med odds og et stort kendskab til tidligere sager om matchfixing, vurderer, at der næppe er tale om et såkaldt 'fix' i denne kamp.

»Selvfølgelig har vi fat i et umotiveret hold (Armenien) mod et motiveret hold (Albanien), hvor det før er set, at man har købt umotiverede hold til at tabe. Men i dette tilfælde kom de sidste penge op imod kampstart, hvor de tunge drenge normalt gør deres indskud, altså på Armenien - og det sker meget sjældent, at store sportsbettere spiller på en kamp, der er fixet den anden vej,« siger Steffen Dam.

Selv hvis det skulle være sandt, at fire armenere - opozita.com skriver, at der er tale om målmanden og tre forsvarsspillere - har været bestukket, så kan Albanien stadig slippe for at blive straffet af det europæiske fodboldforbund UEFA.

»UEFA skal jo kunne bevise, at det er det albanske fodboldforbund, der står bag et eventuelt fix. Man kan jo ikke straffe det albanske landshold, hvis en udefra-kommende person eller gruppe har givet armenerne penge,« siger Steffen Dam.

bt.dk har taget kontakt til UEFA for at høre fodboldforbundets syn på sagen, men den henvendelse er foreløbig ikke blevet besvaret.