Det danske landshold stod med VM-billetten i baglommen - men fejlede katastrofalt med 2-2 mod Hviderusland i Parken.

Flere danske spillere dumper.

Læs B.T.s karakterer herunder: 

KASPER SCHMEICHEL

Var ikke decideret medskyldig i de hviderussiske scoring - men vi havde gerne set en stor redning eller to i den kritiske periode. Derudover et par sløje udspil.

PATRICK DORGU

Puha -det var en grum aften for Dorgu, der havde fået lovet en startplads af Riemer efter Grækenland-kampen. Det løfte får han næppe efter denne kamp. Masser af initiativ - men desværre krydret med enorm mængde manglende kvalitet. Sløjt forsøg på at snyde sig til et straffespark efter to minutters spil - efterfulgt af mange tvivlsomme aktioner. Dorgu var desværre mest Dor'lig i aftes. Men ros for oplægget til 2-2.

JANNIK VESTERGAARD

Fyrtårnet spiller meget sjældent en dårlig landskamp - men i aften ramte han ikke skiven. Var meget tung i sit returløb ved den hviderussiske 1-2-scoring. Burde også have scoret. 

ANDREAS CHRISTENSEN

Det er altid med frygten af, at det kan være hans sidste landskamp, at man følger Andreas Christensen. Så man tager sig selv i bare at nyde den skadesplagede Barcelona-stjerne. Elegant som altid - men så dog kluntet ud ved hviderussernes udligning. 

RASMUS KRISTENSEN

Den midtjyske Dolph Lundgren holdt sin direkte hviderusser i stram lænke - ikke meget kom forbi. Men offensivt så Frankfurt-fræseren meget rusten ud. Mange simple afleveringer endte hos modstanderen - og det midtjyske samarbejde med Isaksen var heller ikke så skarpt som set tidligere.

CHRISTIAN NØRGAARD

'Nør' har måttet se sig overhalet af et blondt teenage-løbemonster i det danske midtbanehierarki. Men Arsenal-spilleren fik en sjælden chance fra start på grund af Froholdts overhængende karantænefare. Og Nørgaard leverede, som vi kender ham - kvadratisk, praktisk, okay god (for det meste). Men spektakulær er han ikke.   

PIERRE-EMILE HØJBJERG

Med to boldsugere som Eriksen og Damsgaard omkring sig blev det en meget anonym aften for anføreren, som mest blev reduceret til en simpel duelspiller. Og det er næsten synd. Faktisk nærmest et problem. Vi savnede Højbjerg, da det gjaldt.

MIKKEL DAMSGAARD

Kan han og Eriksen mon spille samtidig, eller løber de bare ind i hinanden? Det var udfordringen, som landstræneren stillede til Damgaard og inden kampen. Og Damsinho skulle kun bruge 11 minutter for at kunne svare, at han ihvertfald ikke ser nogle problemer i det. Hans 1-0-scoring var lige til Louvre. Var bedste dansker på en meget sløj landsholdsaften.

GUSTAV ISAKSEN

Fik sig nogle alvorlige Bela-rusketure ude på sin kant, hvor de gæstende hviderussere var rædselsslagne for Isaksens fart. Skal roses for at blive ved og ved og ved med at udfordre - men alt for få gange lykkedes det! Flot scoring.

CHRISTIAN ERIKSEN

Det er ikke den Christian Eriksen, som normalt boltrer sig som et barn i Leos Legeland, når Danmark spiller i Parken. Han virker ramt på selvtilliden af den grå hverdag i Wolfsburg. Virkede underligt ubeslutsom i mange situationer. 

JONAS WIND

Fik en uventet Bela-rustur, da Rasmus Højlund måtte overgive sig til en november-snue. Vi er kede af at måtte skrive det, men vi satser på, at Højlund får sig nogle Bela-rusmidler inden tirsdag. For Jonas Wind er langt fra topformen. Jo, han havde et par gode afspil med en mand i ryggen - men Wind var overhovedet ikke selv farlig. Og mod et tamt hold som Belarus SKAL en angriber kunne komme til chancer.

BRIAN RIEMER

Av av av, tænk hvis dette koster Danmark VM-billetten? Selv efter en græsk gave. Hvordan skal han i så fald kunne komme videre fra det?
Brian Riemers opgave var at få landsholdet til at holde fokus på denne kamp - og ikke på Skotland-kampen. Det lykkedes han slet ikke med. Derudover var der også flere fejlslagne forsøg i start-11'eren. Riemers dårligste kamp som landstræner. 

MORTEN HJULMAND (IND 70) 
Uden for bedømmelse

VICTOR FROHOLDT (IND 70)
Uden for bedømmelse 

MIKA BIERETH (IND 70)
Uden for bedømmelse

ANDERS DREYER (IND 88)
Uden for bedømmelse