Hvor vil jeg gerne se Kasper Dolberg smile.

Ikke nødvendigvis, fordi de 32 silkeborgensiske tænder er meget smukkere end alle andres på landsholdet. Heller ikke fordi det er et syn så sjældent som en elegant førsteberøring fra hans to kantmakkere.

Men sådan et af de sjældne smil fra den stille angriber betyder succes. En succes, som jeg ikke tror, vi skal underkende vigtigheden af på Kasper Hjulmands landshold.

Kasper Dolberg viste sin øjeblikkelige selvtillid med sit spark fra en fræk vinkel i første halvleg snert over Jordan Pickfords mål, men han viste også sin indtil videre manglende landsholdsskarphed, da Christian Eriksen serverede ham en direktør efter 37 minutter.

Liselotte Sabroe

Den bankede han direkte i hænderne på den engelske målmand og øgede altså dermed ikke sin landsholdstotal på fem mål i nu 18 landskampe. Og det bekymrer mig en anelse.

For jeg mener, at vi har brug for en farlig angriber på det her landshold. Jeg forventer, at Christian Eriksen er Danmarks bedste spiller, hvilket han dog endnu ikke har vist i Kasper Hjulmands to første landskampe.

Men jeg synes, det er unfair - og decideret dumt - at forvente, at Christian Eriksen kan lave 25 mål over de næste fire år, som han gjorde det på helt mærkværdig vis under Åge Hareide i sine 38 kampe under nordmanden.

Det er ikke den spiller, Christian Eriksen er. Han er chanceskaberen, spilfordeleren og så med en sparketeknik, der kan give mål i ny og næ. Vi kan ikke regne med, at han også er Danmarks topscorer.

Liselotte Sabroe

Og det er her, Kasper Dolberg kommer ind i billedet. Kasper Hjulmand har i sine to første landskampe afsløret, at det er den blonde angriber fra Nice, han vil satse på i angrebet. Men det store landsholdsgennembrud lader vente på sig.

Fem mål i sine første 19 landskampe er ikke prangende, når de er faldet mod Luxembourg (2), Georgien (2) og Kasakhstan. Heldigvis kan jeg da også huske, at Jon Dahl Tomasson var lidt tid om at få sit landsholdsgennembrud, og han står jo tilbage som den mest scorende spiller på landsholdet nogensinde - på en delt førsteplads.

Så jeg har håbet endnu, og jeg forstår også godt, at det er Kasper Dolberg, som Hjulmand har sine øjne rettet mod som førstevalg på positionen som Danmarks topangriber. Som målmager i Ligue 1 for Nice og med bare 22 år på bagen er der så meget potentiale i Dolberg, at han også fortjener noget line.

Der skal bare også være bid inden alt for længe. For Danmark er afhængig af, at vi snart finder vores målscorer. Ellers er det Kasper Hjulmands smil, der stivner.