Hvor er det skørt efter det drama - efter den kamp! Men FC Midtjylland skal boltre sig med Real Madrid, Liverpool og Bayern München.

Ja, når UEFA torsdag lægger kuglerne i bowlen og trækker lod til Champions League-gruppespillet, står der FC Midtjylland på et af de foldede papirer. Det kan nok sende de midtjyske smil helt om i nakken, og når checken på over 200 millioner kroner også lander på kontoen, kan de godt finde guldjakkesættene frem igen i Herning.

Jeg har været ekstremt imponeret undervejs i denne kvalifikation over, hvad FC Midtjylland har præsteret. Også selvom det krævede stort held onsdag aften.

Bulgariens mesterhold er sendt ud. Det samme med det schweiziske og nu det tjekkiske over to kampe. Det er en klapsalve værd i sig selv, og når man oveni det tilføjer, at det i tre ud af fire kampe er gjort med overbevisning og den kløgt, der skal til i Europa, så er det bare fortjent.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Så ser jeg bort fra de lidt lange 'shaky' perioder i den afgørende kamp i Herning, når det ender med triumf til sidst, fordi Brian Priskes mandskab bevarede både ro og tro. Så følger heldet.

Zoomer jeg lidt ud fra aftenens kamp, ser jeg, at det her FC Midtjylland-hold har så høj kvalitet over hele linjen, at vi også skal forholde os til FCM anno 2020, når vi om fem år kigger tilbage på de bedste danske hold i historien.

Det er sådan noget, Europa gør ved fodboldhold. Du kan vinde Superligaen så suverænt, at mobildiskoteket allerede ruller ind i midtercirklen i marts, men det skal garneres med et Europa-togt, før jeg vil tælle det med helt oppe i toppen. Det vil også kræve et godt gruppespil, men de har fundet Europa-roen i det midtjyske, så det kan sagtens kaste point af sig med den rette lodtrækning.

FC Midtjylland er på vej og buldrer af sted, og jeg ser ingen tegn på, at det skulle stoppe lige nu og her. Tværtimod. FC Midtjylland har sat jagten ind på FC Københavns herredømme i Danmark - og de har alle tiders chance for at overtage det for en kort periode som minimum.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

For mens mulige besøg af navne som Lionel Messi, Cristiano Ronaldo og Robert Lewandowski er flatterende, og over 200 millioner ekstra kroner på kontoen er spinat direkte i armene på Skipper Steinlein, så er det lyden af Champions League-hymnen på MCH Arena, der kommer til for alvor at summe hos de allervigtigste.

Jeg er sikker på, at Erik Sviatchenko, Frank Onyeka, Jens-Lys Cajuste og Evander - som alle nok både er relativt eftertragtede og har masser af ambitioner og sult på større adresser - pludselig slet ikke har lyst til at tage væk fra FC Midtjylland det kommende halve år.

Det er en kæmpe gevinst for Brian Priske på den måde at kunne holde på en trup, der lige nu er den bedste i Superligaen i mine øjne, når det kommer til kvalitet og sammensætning. Samtidig vil et godt gruppespil af de nævnte spillere også tilføje endnu flere millioner på de priser, som interesserede klubber vil få stukket i hovedet ved en henvendelse. Altså flere penge i FC Midtjyllands kasse, når tiden er inde.

Ikke nok med det så hører jeg også, at FC Midtjylland også vil være i markedet efter som minimum én spiller af høj klasse. Det er den gode spiral. Og lige nu skal hverken jeg eller FC Midtjylland spekulere på de udfordringer, der kommer ved at have succes.

For de udfordringer ligger minimum et halvt år ude i fremtiden - og nok endnu mere realistisk et år fremme, når de største FCM-profiler også skal have lov at få den helt store kontrakt på den rigtig fede adresse - og der skal findes de rigtige afløsere.

Den tid - den sorg, for på det tidspunkt kan midtjyderne muligvis allerede have vundet et mesterskab, der sikrer endnu et europæisk gruppespil på grund af den danske koefficient.

Jeg forstår godt, at de smiler i Herning og Ikast i de her timer. For Rasmus Ankersen, Claus Steinlein og Brian Priske står med alle kort på hånden i dansk fodbold lige nu med et sammenspillet og virkelig godt hold, masser af nye penge og et Champions League-gruppespil, der kan lokke indtil nu ellers uopnåelige spillere til Heden.