Første date med Hjulmand var spændende med nye, offensive ansigter på backerne mod Belgien.
Anden date var mod stærke englændere, og det forstod vi. Men på tredje date – efter et festligt sidespring med reserverne mod 11 tandløse færinger – var det altså på tide sådan for alvor at få lov at smage på noget Kasper Hjulmand-bold mod Island.
Der var ikke flere gratis kampe for landstræneren – nu gjaldt det om at vise, hvad Danmark skal være.
Sejren på 3-0 er accepteret herfra, men det er også, hvad jeg forventer mod et islandsk hold, hvor flere spillere ikke engang var iøjnefaldende, da de spillede i Superligaen. Derfor vil jeg også tillade mig at kræve mere af Danmark, end hvad vi så fra Reykjavik. Især i de første 45 minutter, indtil Island tabte både pust og gejst.
Og jeg kigger især mod trioen på toppen. Her er noget galt, Kasper Hjulmand. Jeg forstår jo udmærket, at en kantspiller og jævnligt anfører fra et Bundesliga-tophold skal starte. Det samme med en målscorer fra Nice og en mand med nummer ni på ryggen for Barcelona.
Det må jo være de tre bedste spillere til de tre forreste pladser, men her i den spæde Kasper Hjulmand-start har de tre også vist sig enten ikke at kunne spille den form for fodbold, der kræves – eller ikke blive sat i scene til at udnytte egne forcer.
Jeg har i nu tre Nations League-kampe siddet og kigget mod Simon Kjær og Andreas Christensen for at finde de mest iøjnefaldende danskere. Det kan jeg acceptere mod store nationer som Belgien og England. Men mod Island vil jeg altså slikke mig om mine efterårstørre læber over noget offensivt kræs.
Det kan jeg bare ikke. For mens Kasper Dolberg i bedste fald er anonym – i værste fald totalt usynlig og fuldstændig ufarlig – så falder Yussuf Poulsens spillestil helt til jorden, når han ikke skal løbe om kap. Og Martin Braithwaite? Ja, jeg skulle lige tjekke startopstillingen, om det var ham, der startede inde.
Det er ikke dårlige fodboldspillere – slet ikke. Men det er tre spillere, som endnu ikke har fået tildelt en rolle, som de kan udfylde med egne forcer. Det er her, Kasper Hjulmand skal sætte hårdt ind.
Jeg har været stor fortaler for, at Kasper Hjulmand presser sin egen stil ned over det her landshold. Ja, faktisk større fortaler, end han selv har været. For landstræneren insisterer på at spille pragmatisk og tilpasse stilen til sine spilleres evner.
Det har han gentaget flere gange, så nu kunne jeg snart godt tænke mig at se på banen, at Braithwaite får lov at løbe dybt, Poulsen får lov at gå i dueller, og Dolberg får lov at lave sine modløb og aflæg på førsteberøringen.
Jeg vil i hvert fald bare gerne se, at vores tre forreste spillere er synlige, i boldbesiddelse og ikke mindst farlige. Det har kunnet tælles på for få fingre, hvor mange gange de på nu tre Nations League-kampe har set bare semipotente ud.
Der er mere at komme efter i det her landshold. Klubadresserne er prominente, og spillerne er gode. Og jeg skal nok give mere tid, for vi er stadig tidligt i Hjulmand-æraen.
Men der skal tages fat i den offensive plan.
