Det er ikke nemt at få klare og kontante svar fra Kasper Hjulmand.

Hvordan Danmarks landshold skal spille fodbold i fremtiden, må vi vente med at se tegninger af, når Belgien og England besøger Telia Parken om mindre end to uger.

Og hvilken kerne af spillere, der skal trække det i Hjulmands stilretning, kommer åbenbart til at svæve i luften i flere måneder - om ikke halve år.

Alle er i spil, og fysikken er en kæmpe faktor i den første udtagelse, lød det sådan cirka fra Kasper Hjulmand som den fodbolddiplomat, han også er. Dermed lagde han sig da også mere over i Morten Olsens side af sengen end Åge Hareides.

Claus Bech

Hareide var fra start klar i mælet om, at han ville arbejde med en relativt fast og mindre gruppe af spillere, mens Morten Olsen delte debuter ud som en landsholdets Oprah.

Kasper Hjulmand havde to helt nye ansigter med i sin første trup, hvor Andreas Skov Olsen fangede de fleste blikke med en udtagelse efter bare syv startpladser i sin første sæson i Serie A for Bologna og en lille verbal vågn op-lussing fra sin egen klubtræner.

Men det er bag den lille bombe, at det mest interessante svar ligger gemt for mig: Joakim Mæhle. Tiden vil vise, hvor stor en rolle han får under Kasper Hjulmand, men af ham, Andreas Skov Olsen, Christian Nørgaard og Rasmus Falk ser jeg Mæhle som Hjulmands potentielle signaturspiller.

Ligesom Henrik Dalsgaard var Åge Hareides, og Dennis Rommedahl i den grad var Morten Olsens. Spillere, der blev håndplukket af den nye landstræner til at gå ind og hjælpe med at definere den nye stil.

Den stil vil jeg glæde mig til at se, for selv efter at have talt med Kasper Hjulmand i en time - ligesom stort set alle andre journalister i landet - og nu have set landstrænerens første pressemøde, er jeg ikke blevet klogere på den.

Men hvis Joakim Mæhle er et hint fra Kasper Hjulmand til os alle om, hvordan Danmark fremover skal spille fodbold, så lover det da i det mindste godt. Han er trods alt ansat til at lave et stilskift.