Noget er råddent i Superliga-provinsen.

I weekenden knækkede Superligaen over på midten. Det står nu helt klart, at de to slumrende kæmper i dansk fodbold OB og AGF igen må kigge misundeligt op på 'småklubber' som Randers og Silkeborg, der søndag efter søndag skal spille for fyldte tribuner i mesterskabsslutspillet.

Sådan har det været i efterhånden aaalt for mange sæsoner. For det er en decideret tragedie for Superligaen, at landets næststørste og tredjestørste by så langtfra er faste deltagere i top-6-slutspillet.

Hvis Superligaen skal opfylde sit fulde interessepotentiale, er det jo håbløst, at to så store og vigtige fangrupper som den aarhusianske og odenseanske weekend efter weekend, måned efter måned, år efter år bliver spillemæssigt udpint og resultatmæssigt udhungret.

Krisen kradser klart mest i Odense, men lad os starte med AGF, som efter to sæsoner i toppen er tilbage i rollen som Jyllands fodbold-smertensbarn.

Og lad os starte med at slå fast, at Superligaen som underholdningsprodukt har langt mere brug for typer som David Nielsen end træmænd som Thomas Thomasberg og Jess Thorup.

Og ja, Kong David har leveret varen i Aarhus – og ja ja, »sværdet i stenen« og alt det der jazz.

MEN – vi bliver også nødt til at spørge: Hvor meget skal vi egentlig falde på halen over to AGF-sæsoner med bronzemedalje og en fjerdeplads, når klubben har budgettet til netop tredje-fjerdepladser?

Har David Nielsen virkelig opsparet kredit nok til, at klubben ikke skal reagere på den miserable start på 2022 med dertilhørende aktuel ottendeplads?

Jeg har personligt en idé om, at David Nielsens intensitet og ‘Any Given Sunday’-inspirerede dundertaler i omklædningsrummet er super effektiv på den korte bane – men den stil har måske også en udløbsdato.

Med de store ambitioner i Aarhus og et kommende superstadion, vil det så ikke være rettidig omhu allerede nu at lede efter en træner, der kan løfte AGF helt derop, hvor man kan drømme om mere end bare vildskab og fjerdepladser?

Den tanke er utvivlsomt også dukket op inde under kasketten på sportsdirektør Stig Inge Bjørnebye, der selvfølgelig vil være fristet af at sætte sin egen mand på trænerbænken.

Men det er et kompliceret scenario, Bjørnebye tumler med – for AGF har i den grad bygget holdet og klubbens machokultur op omkring David Nielsens person. En fyring kan betyde et uoverskueligt genopbygningsarbejde. Og historien har vist, hvor urimeligt svært det er for nye trænere at få ordentlig fat i Aarhus.

Klubben har med David Nielsen på bænken i det mindste en klar identitet og en retning. Det skal man huske at sætte pris på.

Aarhusianske fodboldfans skal bare tage halvanden times motorvejskørsel i sydøstgående retning og stå af i Odense for at finde ud af, hvor galt det kan gå, når en klub famler sig frem i blinde.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

OB har i de seneste sæsoner væltet sig i møgsager uden for banen og i miserable resultater på grønsværen.

I weekenden kulminerede elendigheden i Vejle, hvor de modløse fynboer rendte rundt som 11 hovedløse høns og med et fortjent 0-2-nederlag for alvor spillede sig ind i kampen om de to nedrykningsbilletter.

Ja, bedømt på den aktuelle form er OB vel næsten favoritter til at tage elevatorturen ned. Og de har også taget tilløb til det gennem de seneste 10 år, hvor det kun én gang er lykkedes klubben at ende i Superligaens bedste halvdel.

Det værste for OB-fans må være, at der er lange udsigter til lysere tider. For det er blevet en fortabt klub, der har mistet sig selv i desperationen efter succes.

Otte forskellige trænere, fem sportsdirektører/-chefer og 3-400 assistenttrænere har over de seneste 12 sæsoner haft fingrene i den fynske bolledej. Med hver deres opskrift på en succes.

Ambitiøse strategiplaner har gang på gang vist sig at være en omgang mundgøgl uden reel handling. Det har efterladt klubben som et gadekryds blandt racehunde.

Nu har man så givet nøglerne til klubben til manden med skægget – svenske Björn Wesström – som allerede er gået i gang med udrensningen, der foreløbigt har kostet Michael Hemmingsen og Peter Feher livet i Ådalen.

Men mon ikke at selv den cool svensker er blevet chokeret over, hvor rodet en butik han har overtaget. Hvis ikke han i mellemtiden flygter hjem til Sverige, kommer det til at tage flere år at bygge noget op i Odense, der kan få alle De Stribede til at marchere i samme retning.

Dansk fodbold har brug for stærke storbyer. Men lige nu er det igen en sløj party i provinsen.