Fodboldfans – forén eder!
I årtier har fodbolden kigget passivt og handlingslammet til, mens mere eller mindre suspekte rigmænd fra nær og fjern har begået åbenlyse overgreb mod klubber, slutrunder og selve ånden i det smukke spil.
Vi er nået dertil, hvor en engelsk arbejderklub nu bestyres af en saudisk prins, der uden at blinke straffer homoseksuelle og regimekritiske journalister med døden. VM afvikles til vinter i et ørkenland, som håner basale menneskerettigheder. Og de bedste danske rækker er blevet et slaraffenland for tvivlsomme udenlandske storinvestorer uden respekt for historik og fans.
Men er vi ikke nået frem til det punkt i fortællingen, hvor modstandskampen endelig kan og skal skydes i gang?
For oprøret bobler og koger i disse måneder i mulden derude. Sprækkerne er begyndt at slange sig ned langs den mur, som de jakkesæt-klædte skyggemænd har slået op omkring verdens mest populære sportsgren.
Den glatte ål af en FIFA-præsident, Gianni Infantino, der går rundt med en såkaldt venskabsmedalje fra Vladimir Putin, har måttet bøje nakken og sætte en rygcrawl-spurt ind for at tage afstand fra det tætte forhold til den krigsførende russiske præsident.
Ofte så tonedøve UEFA indså – efter flere dages pres fra omverdenen – at det måske ikke var den fedeste idé at placere en Champions League-finale i Sankt Petersborg.
Fodboldoligark Roman Abramovich flygtede forleden i nattens mulm og mørke ud af Premier League, og hans 19 år lange regeringsperiode i Chelsea var med et fingerknips slut.
Vi ser blottelser og indrømmelser hos de mænd, der i årevis har styret fodbolden væk fra folket. Og nu ville være et godt tidspunkt for fodboldfans at skrue helt op for presset. For fansene kan stadig gøre forskellen.
Sidste års überklamme Super League, hvor ejerne af Europas rigeste fodboldklubber planlagde at blive endnu rigere ved at trampe på alt og alle, afslørede gudskelov huller i panseret hos de sheiker, oligarker, amerikanske tech-milliardærer og så videre, der sidder på flæsket i europæisk topfodbold.
Det var presset fra de tusindvis af engelske fans, der på tværs af klubfarver gik på barrikaderne og sagde 'enough!', der fik Super League'en til at kollapse på bare et par dage.
Hvor kunne man dog godt drømme om, at det momentum nu bliver brugt til at tage et stort opgør med griskheden og idiotien i moderne fodbold.
For det er også en kamp, som vi før eller siden skal tage herhjemme, hvor flere og flere klubber kommer på udenlandske hænder – og konsekvensen har flere steder vist sig katastrofal.
Vores to traditionsklubber Vejle og Esbjerg – der tilsammen har hentet ti danske mesterskaber og avlet utallige landsholdsspillere – er i dag ejet af henholdsvis en moldovisk forretningsmand og en amerikansk investorgruppe, der uden respekt for historik og klubkultur har sat sig for bordenden i bestyrelseslokalet.
Og i dag fremstår de stolte klubber som tomme skaller, hvor startopstillingerne oftest består af ukendte navne fra alle fire verdenshjørner.
Og 'don't get me started' med lavere rangerende klubber som Fremad Amager, Vendsyssel FF og Jammerbugt FC, som udenlandske ejere har kørt helt i smadder.
Jeg ved godt, Divisionsforeningen forleden søsatte tiltag mod nye klubejere, som nu blandt andet skal deltage i et obligatorisk kursus omkring 'løn og arbejdsvilkår' i Danmark.
Jeg tvivler dog på, at det får moldoviske jetset-millionærer eller amerikanske lykkeriddere til at vende om i døren.
Det er selvfølgelig meget lettere sagt end gjort, men den store mulighed for forandring ligger nok ude hos folket, der på et tidspunkt – selvfølgelig på fredelig vis – skal sætte foden ned over for pengemændene.
Og sikre, at VM aldrig igen placeres i migrantudnyttende ørkenstater, at sheiker med mord på samvittigheden ikke kan købe engelske fodboldklubber, og at udenlandske investorer ikke får lov at suge identiteten ud af stolte danske klubber.
Hvorfor ikke starte nu?
Vive la resistance!
