Nadia Nadim er en del af den danske EM-trup.

Et udgangspunkt, de færreste havde kunnet forudse. Men torsdag var hun blandt landstræner Lars Søndergaards 23 udvalgte til EM i England i næste måned.

Én ting har været hendes langvarige skadesforløb, noget helt andet har været hendes mildest talt kontroversielle ambassadørskab for VM i Qatar.

Og med udtagelsen af Nadim har DBU skudt sig selv i foden, mener B.T.s fodboldkommentator, Lasse Vøge.

»DBU og Lars Søndergaard havde en oplagt mulighed for at følge op på deres løfter om at gøre deres 'yderste for at lægge maksimalt pres på Qatar'. De stod en meter fra målstregen – men brændte alligevel,« siger han og fortsætter:

»I stedet har man udtaget en spiller, der åbenlyst fletter fingre med de dybt kontroversielle VM-værter. Et land, hvor homoseksualitet bliver straffet hårdt.«

»Et land, hvor det er forbudt at tale kritisk om magthaverne. Et land, hvor man skider på menneskerettigheder og behandler migrantarbejdere som slaver. Hvor udansk kan det lige blive?«

»Nadia Nadim er en voksen kvinde og må træffe sine egne valg. Hun bliver utvivlsomt fyrsteligt betalt – og hun må have vurderet, at hendes status som dansk rollemodel godt kunne undværes til fordel for en bugnende bankkonto.«

»Hendes status som dansk landsholdsspiller burde selvfølgelig også have været en del af prisen. Det kunne de fleste godt se – bare ikke DBU, som nu må leve med, at danskerne ikke kan tage deres såkaldte Qatar-kritik seriøst. Et kæmpe selvmål,« lyder det.

Et af landstræner Lars Søndergaards krav for en udtagelse af Nadia Nadim har været, at hun kommer til at udtale sig omkring sit samarbejde med Qatar. Nu kan hun ikke længere gemme sig, mener B.T.s fodboldkommentator.

»Nu håber jeg, at DBU i det mindste skubber Nadim frem foran den danske presse, så hun ikke længere kan stikke hovedet i sandet og ignorere de åbenlyse spørgsmål, som danskerne har til hendes pludselige venskab med VM-værterne,« siger han.

Nadia Nadim har været et mangeårigt medlem af det danske landshold med hele 99 landskampe og 38 mål i den rød/hvide trøje, siden hun fik debut i 2009. Nu tjekker hun nok en gang ind i landsholdslejren. Men denne gang med en helt anden bagage.