Ja, vi har Schmeichel, vi har 'AC', vi har Eriksen. Men landsholdets absolutte stjerne lige nu hedder utvivlsomt … Pierre-Emile Højbjerg!

Vil I ikke lige holde min strudel, hvor har han været helt surrealistisk god i disse fire Nations League-kampe! Han har ikke anførerbindet bundet omkring den svulmende overarm, men Østerbro-drengen er uden tvivl de facto-kaptajnen på dette landshold.

Han er holdets hjerte og lunger på samme tid.

Det er selvfølgelig let og ret belejligt at afsløre nu, men jeg har alle dage haft en kæmpe kærlighed til ham Pierre-Emile.

For 10 år siden støvsugede jeg på ugentlig basis YouTube for højdepunkter af Bayern Münchens u-kampe for at få nogle glimt af stortalentet, som man havde hørt skulle være så vild, at selv tyskerne var ved at tabe underkæben.

Og man skulle ikke se mange sekunder af de håndholdte og lettere grynede highlights, før man fik øje på en særdeles velvoksen 16-årig, der løb rundt på midtbanen med lårbasser som træstammer og med brystet skudt halvanden meter frem – piskende sine ældre tyske holdkammerater frem og tilbage.

Efterfølgende kunne man se et interview med den danske dreng, der godt nok lignede en teenager, men som talte med en visdom og ro, som var han 43 år. Og konsekvent og overlegent kaldte de ældre holdkammerater for 'knægte'.

Kæft, jeg var charmeret helt ned under gulvbrædderne!

Og der gik selvfølgelig ikke længe, før både Guardiola hev ham op på Bundesliga-holdet, og Morten Olsen skulle bruge ham på landsholdets midtbane, hvor han hurtigt vandt nationens hjerte med sine mange følelser og svulstige talent.

Det var bare et spørgsmål om tid, før han sprang ud som ren verdensklasse!

Men så let skulle det ikke gå. Pierre måtte tage den lange omvej, lære tingene på den hårde måde og tage imod en masse knubs og rap over snuden. Flere ulykkelige udlejninger fra Bayern, smidt helt ud af truppen i flere måneder i Southampton, gjort til persona non grata på landsholdet under Åge Hareide.

Men nu er han der! Og øøj, hvor har han været al ventetiden værd!

I Paris for et halvanden uge siden totaltdominerede han de franske verdensmestre. I aftes i Parken tog han fra første sekund kvælertag på opgøret og slap først, da østrigerne tryglede om nåde.

Jeg kan ikke komme i tanke om en dansk spiller, der har været sine modstandere så fysisk, teknisk og udstrålingsmæssigt overlegen. Han blæste mig bagover!

Min påstand – og den vil jeg gå i krig for – er, at der ikke findes et landshold eller et klubhold, der lige nu ikke ville blive markant forstærket, hvis det fik Pierre-Emile Højbjerg på holdet.

Jeg er også klar til at sige, at vi nok skal overleve en VM-skade til samtlige landsholdsspillere – undtagen Pierre-Emile Højbjerg.

Verdensklasse-Pierre, min kærlighed vokser kun for hver kamp.