Hany Mukhtar er en af Superligaens tre bedste spillere og den bedste offensivspiller, dansk fodbolds bedste række kan mønstre. Det er en påstand – men også en forholdsvis ukontroversiel en af slagsen. For tyskeren er god. Rigtig god!

Havde der stået ’pas’ i stedet for ’reisepass’ på den lille, rødbedefarvede og firkantede bog, den gode Mukhtar skal vise, når han krydser en landegrænse, havde han med sikkerhed været en del af den danske A-landsholdstrup og en absolut nøglespiller på et dansk U21-landshold. Desværre er Brøndby-kreatøren tysk – ikke dansk.

Havde Brøndbys tyske profil, Hany Mukhtar været dansk, så var han med garanti nøglespiller på både A- og U21-landsholdet
Havde Brøndbys tyske profil, Hany Mukhtar været dansk, så var han med garanti nøglespiller på både A- og U21-landsholdet Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Vis mere

Onsdag aften møder netop Danmarks U21-landshold Tysklands ditto. Men der er ingen Hany Mukhtar at finde hos modstanderne i de rød-hvides anden gruppekamp ved EM i Polen. Mukhtar er ikke på tyskernes hold. Han er end ikke i tyskernes trup, selv om han har alderen til at spille med i Krakow onsdag aften. På hans plads spiller i stedet Max Meyer, som i dag spiller for Schalke 04, men som snart kan være i en af Premier Leagues største klubber.

Det faktum siger lidt om den virkelighed, de danske U21-drenge skal skabe resultater i under EM. Det er en ærlig sag og ingen skam – men mod de store nationer ved EM er det danske hold kort sagt i underskud af talent. Holdet er derfor udsat for ekstremt hårde odds ved udsigten til, at kun en sejr kan bruges mod de tyske stjerner. Alt andet vil sende det danske hold endegyldigt ud allerede efter to kampe og reducere den sidste gruppekamp mod Tjekkiet til en træningskamp.

Det ville være noget af en sensation, hvis det danske U21-landshold kan få tre point mod et tysk hold med lutter profiler
Det ville være noget af en sensation, hvis det danske U21-landshold kan få tre point mod et tysk hold med lutter profiler Foto: JANEK SKARZYNSKI
Vis mere

Jeg var lidt hård ved det danske hold i min kommentar efter søndagens indledende nederlag til Italien. Men det var det ikke alle, der var. Selv om landstræner Niels Frederiksen inden kampen havde kaldt et eventuelt nederlag for ’en katastrofe’, var der ud over den naturlige ærgrelse også tilfredshed at spore i den danske lejr. Fokus var på ’en godkendt præstation’. Fra spillerne og Niels Frederiksen, men også fra tv-rettighedshaveren Discovery, der i mine øjne trak lidt for meget i fløjlshandskerne i deres interviews efter nederlaget.

Det virkede en anelse for sukkersødt efter et ’katastrofalt’ nederlag i en kamp, hvor flere danske spillere ganske vist spillede fint og forsvarede heroisk, men hvor der aldrig var optræk til et brugbart dansk resultat. De danske chancer kunne tælles på to fingre, og de italienske favoritter kørte sikkert og uden at anstrenge sig sejren i garagen. Sådan var min oplevelse af kampen.

Jeppe Højbjerg spræller forgæves på Andrea Petagnas scoring
Jeppe Højbjerg spræller forgæves på Andrea Petagnas scoring Foto: JANEK SKARZYNSKI
Vis mere

Så er vi tilbage ved niveauforskellen. For vi kan ikke forvente sejre under EM. Ikke mod Italien og slet ikke mod Tyskland. Det, jeg håber på, er derfor en ærlig, ærgerrig og amibitiøs indsats mod de Mukhtar-løse favoritter. På banen, hvor jeg håber at se et hold uden noget at tabe og med et mere offensivt og sultent udtryk end i weekenden, hvor det hele blev for forsigtigt og konservativt. Men også i bedømmelsen af den kamp, som vi endnu har til gode.

Det klæder ikke et dansk landshold at vise en stor grad af tilfredshed efter et klart nederlag og en i bedste fald middelmådig præstation.

Ryger Danmark ud onsdag aften, er det ingen skam. Men det vil være en skam at ryge ud med lukkede øjne, med hatten i hånden og uden for alvor at give los.