'Hvor længe vil du ydmyge dig? Hvor længe vil du trædes på endnu?'

Mine yngre kolleger vil utvivlsomt bombardere mig med boomer-beskyldninger, når gammelfar her indleder en klumme med en Danser med Drenge-sang.

Men det må jeg tage med – den 90’er-slasker dukker bare op, hver gang jeg tænker på en bestemt vestjysk fodboldklub.

For åååh, det piiiner mig at se påååå … Esbjerg anno 2022. Og jeg kan kun spørge den hæderkronede fodboldby: Hvor længe vil du egentlig ydmyge dig?

For alt er endt katastrofalt for traditionsklubben med de fem danske mesterskaber, siden den amerikanske investorkreds Pacific Media Group i februar 2021 med 30 millioner kroner i baglommen ankom til den danske vestkyst.

Jeg ved, at der er kræfter i den vestjyske undergrund, der har arbejdet hårdt på at få samlet en modstandsbevægelse af esbjergensiske rigmænd, der kan jage de amerikanske ejere ud af byen.

Men opbakningen har manglet hos de vigtigste erhvervsmænd i fiskerbyen. Så nu må klubben indtil videre finde sig i at blive trådt på.

Og ydmygelserne har stået i kø i den korte periode, Pacific Media Group – alene det navn burde have fået alarmklokkerne til at bimle – har regeret.

Claus Fisker

Senest kunne kollegaerne på Ekstra Bladet fortælle, at amerikanerne har micro management-stresset den midlertidige cheftræner Michael Kryger til en sygemelding.

Det er bare prikken over i’et på et latterligt forløb under amerikanerne, der tydeligvis hverken har fodboldforstand eller indsigt i dansk ledelseskultur.

De startede med at indsætte den tyske mobbe-træner Peter Hyballa, der blandt andet fatshamede ungdomsspillere og forårsagede en kæmpe spillerflugt.

Afløseren Roland Vrabec blev fyret i marts i kølvandet på en kontrovers, hvor ejerne dikterede, at nyindkøbte Yacine Bourhane skulle starte inde.

Efterfølgende er klubben så kommet i infight med egne fans, hvis temperament kogte over i en hjemmekamp. Stemningsafsnittet blev midlertidig lukket, og ejerkritiske bannere og flag er blevet forbudt på Blue Water Arena.

Nå, men kan de udpinte Esbjerg-fans så i det mindste hente lidt håb og perspektiv hos de andre klubber, som PMG ejer? Øh, ikke det der ligner! For det går også ad helvedes til for dem.

Claus Fisker

AS Nancy ligger uhjælpeligt sidst i den næstbedste franske række, og fansene kræver, at PMG forlader klubben med det vons.

Engelske Barnsley ligger også sidst i Championship, og forleden stod det klart, at klubben skal en tur ned i den tredjebedste engelske række efter sommerferien.

FC Thun lever en grå tilværelse i midten af den næstbedste schweiziske række.

Og man kunne blive ved. For der er ingen lykkelige fodboldfortællinger, når det kommer til de amerikanske fodbold-nybyggere, som ingen vil savne, hvis de pakker deres dollars sammen og fiser ud af dansk fodbold. De har gjort skade nok.

Én god ting har Pacific Media Group dog bidraget med til dansk fodbold. De står nu som et blinkende og larmende skrækeksempel på, hvor katastrofalt det kan gå, når man inviterer de forkerte mennesker ind i butikken – og forhåbentligt vil alle danske klubber fremover tænke sig om en ekstra gang, når man får muligheden for noget udenlandsk mammon.

Er man stadig i tvivl, kan man jo også spørge i Vejle og Sønderjyske, der – med dominerende udenlandske ejere – ligner de to Superliga-nedrykkere.

Men de gode mennesker, der elsker Esbjerg fB, kan jo ikke bruge advarsler og bagklogskab til så meget i dag.

Deres klub ligger i ruiner, holdet er et virvar af udenlandske lykkeriddere, og man stirrer ind i en fatal nedrykning til 2. division.

Og fodboldfans, erhvervsmænd og andet godtfolk på den jyske vestkyst, jeg spørger bare:

Hvor længe kan du blive ved?

Før de slår dit hjerte helt itu?