Vi gjorde det! Var det ikke sådan Helle Thorning-Schmidt sagde, da hun i 2011 nåede sit mål og afsluttede en mangeårig periode udenfor det gode selskab?

Nu kan det danske landshold sige præcis det samme. Og af samme årsag! Seks år uden slutrundedeltagelse og otte uden VM-deltagelse er slut. Vi skal til VM i Rusland efter en helt igennem fænomenal præstation af det danske landshold. Ikke dårligt for en småkold tirsdag aften i november, vel?

Kong Christian står ikke længere bare ved højen mast. Han marcherer østpå til sommer med sit hold af tro følgesvende. For hvad skal man næsten sige om Christian Eriksen på en aften, hvor han scorer tre geniale mål? Danmark har ikke bare fået en verdensklassespiller. Danmark har fået en landsholdsspiller af ypperste klasse. En af dem, der på hovedrystende vis sprænger karakterskalaer, vinder kampe og sikrer slutrundekvalifikationer. Der findes ikke superlativer nok i ordbogen!

Det danske landshold er blandt de 32 bedste nationer i verden, og de er med, hvor de og alle andre allerhelst vil være. Vi har hele tiden vidst det, men 90 minutter kan gøre hele forskellen mellem eufori og sortsyn. Det er det både utrolige, forfærdelige og charmerende ved fodbold. Nu kan vi heldigvis konstatere, at solen for alvor er stået op over dansk landsholdsfodbold efter seks år i tusmørket. Det er da fantastisk.

 
Danmark vandt sammenlagt 5-1 i VM-playoff-kampen mod Irland.
Vis mere

Jeg husker stadig stemningen i pressemødelokalet, da Morten Olsen for præcis to år siden gik af med øjeblikkelig virkning. Det var et farvel til en stor mand i dansk fodbold, men det var også dag 1 i en ny epoke for det danske landshold. Herfra tog de rød-hvide en ny retning med Åge Hareide ved roret. Tavlen blev visket ren, og der blev skrevet nye ideer, ny inspiration og nyt humør på den i stedet.

Den energiindsprøjtning varede indtil fire skæbnesvangre dage i begyndelsen af oktober sidste år. Så kom den med ét ud af systemet. Med nederlagene til Polen og først og fremmest Montenegro var det som at se en rytter hænge bagest i en gruppe på en bjergetape i Tour de France. Faren for at blive sat var overhængende.

Men det danske hold bed smerten i sig, holdt fast og tog til sidst etapesejren fra baghjul med en slutspurt, som er Mark Cavendish værdig. Det fortjener stor, stor cadeau og siger alt om et hold, en træner og en flok spillere med rasende meget røv i bukserne.

Indrømmet, Jeg havde en skidt fornemmelse i kroppen op til kampen. En fornemmelse af, at det danske hold undervurderede irerne, mens de samtidig overvurderede egen rutine.

For ja, mange af spillerne har spillet Champions League-kampe og opgør på højt niveau. Men det er meget få, der tidligere har været udsat for det pres, de i aftes kom ud for. Både indefra og fra de frådende omgivelser.

»Et mål er nok,« nærmest messede Åge Hareide i dagene mellem den første kamp i København og returen i Dublin.

Men hans hold lod sig ikke nøje. Slet ikke.

Det viste sig, at det var mig, der undervurderede det danske hold. Big time!

For både den spillemæssige og ikke mindst mentale styrke, de viste efter, de var kommet bagud, er uden sidestykke. De irske spillere blev båret frem af deres fænomenale fans, men et dansk hold med Christian Eriksen i spidsen bar dem direkte tilbage igen med klogskab, tålmodighed og noget så banalt som et klart overskud i kvalitet.

Det har bestemt ikke været lige hverken godt eller kønt i hele kvalifikationen. Men præstationer som i hjemmesejren over Polen, sejren i Montenegro og især den, vi så i aftes i Dublin, lover godt for fremtiden. Et hold, der slår til, når det gælder, er et stærkt hold. Og det er det danske.

Holdet har en bund af karakter, et lag af flere dygtige fodboldspillere og eneren Christian Eriksen som den store finish på toppen. Den opskrift har tidligere bragt fodboldhold langt, og det samme er nu ved at ske med det danske landshold.

Nu får holdet masser af tid sammen og et VM til at dygtiggøre sig. Det kan – som Åge Hareide også har sagt – vise sig uvurderligt for den nære fremtid for dette mandskab.

Hatten af for Christian Eriksen, hatten af for Åge Hareide og hatten af for landsholdet. Og så på med klaphatten!