Jess Thorup er ude, og en ny mand har overtaget tøjlerne i FCK.

Eller. Ny og ny. For ansigtet er velkendt, det er blot titlen, der nu er en anden for ham, der nu kan kalde sig 'cheftræner' for de forsvarende mestre.

At valget er faldet på Jacob Neestrup, kommer ikke bag på B.T.s fodboldkommentator, Lasse Vøge.

»Jacob Neestrup som FCK-cheftræner er det forudsigelige og sikkert også fornuftige valg – men det er nok også det mest dødkedelige valg. Der er ikke meget stjernedrys, københavnerarrogance eller storklubsambitioner over at forfremme assistenten, der vel også har et ansvar for den elendige sæsonstart. Det er sådan noget, de har gjort hos konkurrenterne i FC Midtjylland – uden den store succes.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Flere af klubbens fans har tidligere markeret deres klare utilfredshed med Jess Thorup.

Senest i forbindelse med søndagens kamp mod rivalerne fra FC Midtjylland, hvor tydelige 'Thorup Raus'-råb lød fra de fremmødte udefans.

Nu er det så Jacob Neestrup, der skal forsøge at få løverne tilbage på rette spor.

En mand, der har været i klubben som assistenttræner siden januar 2021 og nu har skrevet under på en cheftrænerkontrakt, der gælder til 2026.

Jess Thorup blev tirsdag fyret.
Jess Thorup blev tirsdag fyret. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Spørgsmålet er, om det (trænervalget, red.) er nok til at tilfredsstille de mange FC København-fans, der længe har skreget på ændringer på trænerbænken. Der skal i hvert fald resultater på bordet fra dag ét af!,« siger Lasse Vøge og tilføjer:

»Men vi har længe hørt, at 34-årige Neestrup skulle være et af landets største trænertalenter – og han har siden Ståle-dagene haft en kæmpe stjerne internt i FCK. Og man har også oplevet ham som en meget aktiv assistent, der fra tid til anden nærmest har kommanderet med Jess Thorup. Og FC København har udstyret ham med en fire år lang kontrakt – så der må være en enorm tro på, at Jacob Neestrup er manden, der kan føre FCK ind i en ny guldæra,« lyder det.

FC København har fået en skidt start på denne Superliga-sæson, hvor det er blevet til blot 12 point efter ti kampe.

Det er dog lykkedes for klubben at kvalificere sig til Champions League, hvor det indtil videre er blevet til ét point efter de første to kampe.