Acceptabelt. Det var ordet, landstræner Åge Hareide fredag eftermiddag brugte om resultatet 0-0 i den første playoff-kamp mod Irland. 30 timer senere var det præcis de cifre, der stod tilbage efter 90 minutters halvdårlig fodbold i Parken.
Men var det så acceptabelt? Ikke helt, vil jeg mene. Irerne blev ganske vist holdt fra det livsfarlige udebanemål – og det hele er stadig vidt åbent inden den afgørende returkamp på tirsdag i Dublin. Men målet med hjemmekampen var at få en fordel, inden det går løs i Irland i næste uge. Den fordel har jeg desværre svært ved at få øje på nu.
Tag ikke fejl. 0-0 er et brugbart resultat, og det danske hold har fine chancer for at score i Dublin og i sidste ende sikre billetten til VM i Rusland. Heldigvis for det. Men her stopper jubelen også. I mine øjne var de rød-hvide favoritter, inden lørdagens kamp. Nu ligner det en ren 50/50, så på den måde er det Irland, der kommer bedst fra Parken. Det er alt andet lige skuffende. Præcis som det danske spil desværre også var det.
Kampbilledet var ellers præcis som forventet. Ingen havde regnet med at se irerne hverken satse eller brillere. Martin O’Neills hold var præcis lige så defensive, fysisk stærke og hårdt kæmpende som spået. Omvendt levede præstationen fra det danske landshold ikke op til de høje forventninger. I optakten til kampen sagde Åge Hareide, at hans hold ’bare’ skulle spille til par, som det hedder med et udtryk fra golfens verden. Men lørdag aften var i højere grad en bogey. Både når det gælder præstationen på banen og taktikken fra den rød-hvide trænerbænk.
Det danske hold leder tydeligvis fortsat efter en spillestil. Åge Hareide havde overraskende valgt at gå tilbage til opstillingen og værktøjskassen fra storsejren over Polen i september. Andreas Cornelius var tilbage på højrekanten, og indenfor de første tre minutter havde de defensive spillere forsøgt sig med den lange diagonal tre gange. Så var det ligesom slået fast, at det var grovfilen og ikke det fine sandpapir, der skulle i brug.
Men det var en fejl. Mod polakkerne var Cornelius fysisk overlegen mod sin direkte modstander. Det var han slet ikke på samme måde mod de udsmider-store irske forsvarsspillere. I dagene op til kampen lød det ikke på Åge Hareide som om det var en mulighed at spille på samme måde som i september. På grund af irernes fysiske styrke. Alligevel var det præcis, hvad han valgte at gøre. Det undrer mig såre.
Mod polakkerne havde landstræneren overraskelseselementet i ærmet. Men det var helt væk mod irerne. Mit bud er, at den irske landstræner tværtimod havde håbet og bedt til, at hans gamle lejer, Åge Hareide, ville spille og stille op som han gjorde. Det var med sikkerhed ikke planen, men nordmanden endte med at spille på irernes styrker frem for egne. Det hjælper ham naturligvis ikke, at alle de spillere, han havde valgt til den offensive kæde, havde en off-dag frem for en playoff-dag. Hverken Pione Sisto, Nicolai Jørgensen eller Andreas Cornelius spillede op til det, de kan, og der bør ske rokeringer i den danske offensiv inden på tirsdag.
En ting er dog værd at tage med, ud over den fortsatte danske VM-chance. På fredagens pressemøde sagde Kasper Schmeichel, at Parken er hans favoritstadion at spille på. Ikke bare i Danmark. Nej, i hele verden. Lørdag aften så vi hvorfor. Lige så tam stemningen til tider kan føles til en mindre betydningsfuld kamp – lige så fænomenal er den, når alt er på spidsen og det hele skal afgøres. Her er de danske fans af høj klasse. Stor respekt for det! Og tag det så med til Dublin.
