B.T.s fodboldekspert: Alle burde købe ham – 'stort tab, hvis han smutter'
Ifølge B.T.s fodboldekspert, Emil Berggreen, har Thomas Nørgaard nogle åbenlyse kvaliteter, som kan give Brøndby en god start.

Ifølge B.T.s fodboldekspert, Emil Berggreen, har Thomas Nørgaard nogle åbenlyse kvaliteter, som kan give Brøndby en god start.

Brøndby IF sluttede sidste sæson uden Europa-kvalifikation – samtidig kollapsede det stort opslåede projekt med den tidligere Premier League-manager Steve Cooper og flere dyre spillere, der blev hentet i vinterpausen.
Kort beskrevet kommer klubben fra en nedtur.
Men ifølge B.T.s fodboldekspert, Emil Berggreen, er der lyse takter fra Brøndby i optakten til den nye sæson med Thomas Nørgaard i front.
»Mit bud er, at Brøndby står bedre, end hvad folk tror. Når man får en ny træner, kan man få et boost, og de har scoret masser af mål i deres træningskampe,« siger han.
Emil Berggreen spillede selv i SønderjyskE i 2022, da Thomas Nørgaard kom til klubben. Og ifølge ham viste den nye Brøndby-træner nogle åbenlyse kvaliteter allerede fra starten af.
»Nørgaard er god til at komme ind og fortælle en historie, som kan skabe masser af gejst i en spillertrup. Samtidig er der flere spillere i Brøndby, som måske mangler at bevise, hvilket niveau de besidder, og som nu får en ny chance.
»Hvis det klikker fra starten af, kan de blive overraskende stærke,« siger B.T.s fodboldekspert.
Brøndby starter sæson med en sammensat trup, som også inkluderer flere projekter, der er bragt dertil af den tidligere træner Steve Cooper.
Heriblandt Emmanuel Dennis, Ousmane Sow og Ben Godfrey.
Men ifølge Berggreen spiller flere af dem potentielt på lånt tid i klubben.

»Jeg tror, at de er på vej ud. Første fokus for Nørgaard må være, om han kan forløse Filip Bundgaard, der endnu ikke har forløst det potentiale, som han viste i Randers. Lykkes det, er han en fuldgod erstatning for Nikolai Vallys.«
Derudover tror Berggreen, at der bliver satset på nogle af de øvrige unge danske spillere.
Blandt dem nævner han nyindkøbet Max Ejdum, den unge midterforsvarer Raphael Canut og stjerneskuddet Jakob Ambæk.
»Det kan give et kæmpe rygstød fra Brøndbys fans, hvis det lykkes at fortsætte med at udvikle de store danske talenter i truppen. Derfor vurderer jeg, at det bliver afgørende for Brøndbys sæson,« siger han.
Han nævner dog to steder, hvor Brøndby med fordel kan kigge efter forstærkninger.
»Der er brug for en hurtig kant, og det er åbenlyst, at alle de danske topklubber skal forsøge at købe Olti Hyseni i SønderjyskE, men jeg er i tvivl om Brøndby kan betale prisen.«
»Derudover kan jeg være i tvivl, om Patrick Pentz fortsætter i klubben. Hvis han vælger at smutte, er det et stort tab. Han er en massiv lederskikkelse og en virkelig dygtig målmand,« siger Emil Berggreen.
Brøndby starter sæsonen med et kæmpe brag mod de danske mestre fra Aarhus.
AGF fik en ordentlig snitter i Champions League-kvalifikationen mod Lech Poznan tirsdag aften, hvor de tabte 1-4 hjemme.
Berggreen spår derfor, at de kommer til at være ekstra klar lørdag.
»De skal forsøge at ride videre på mesterskabsbølgen, og den bølge vil aftage hurtigt, hvis de starter sæsonen med to nederlag.«
»AGF mangler midterforsvarer, efter Beijmo og Henrik Dalsgaard stoppede. Jeg har dog stor tillid til Jakob Poulsens træneregenskaber, og det virker til, at han holder sine transferønsker internt i klubben.
»Jeg synes, de burde bygge på ved at købe internt i Superligaen. Også for at vise de øvrige konkurrenter, at de har overskud,« slutter Berggreen.
AGF og Brøndby spiller lørdag klokken 18.00. Du kan følge kampen i B.T.s liveblog på bt.dk.