B.T.s fodboldekspert: FCK står et svært sted – 'korthuset falder, hvis det sker'
B.T.s fodboldekspert, Emil Berggreen, kan godt forstå, hvis FCKs fanbase er utålmodige.

B.T.s fodboldekspert, Emil Berggreen, kan godt forstå, hvis FCKs fanbase er utålmodige.

FCK sluttede på en historisk dårlig 7.-plads i Superligaen i sidste sæson.
Dog med et lille plaster på såret i form af kvalifikationsspil til Europa sikret i allersidste kamp – og med flere overbevisende sejre under den nye træner, Bo Svensson.
Men i optakten til den nye sæson er FCK ifølge B.T.s fodboldekspert, Emil Berggreen, kommet langsomt i gang med at gøre et nyt mesterhold klar.
»De står et svært sted. De har en meget lille trup, hvor det virker til, at der er flere spillere på vej ud end ind,« siger Berggreen og fortsætter:
»Det er selvfølgelig en balance, fordi man vil ikke vil stresse handler igennem, og man vil gerne hente de rigtige spillere ind. Men de er kommet langsomt i gang, hvor deres nye fodbolddirektør, Kristjaan Speakman, først kom ind i slut-juni.«

Hidtil er det kun midtbanemanden Alex Kral og AGF'eren Felix Beijmo, som er præsenteret i transfervinduet.
B.T.s fodboldekspert kan derfor godt forstå, hvis fanbasen er utålmodig.
På trods af den manglende bredde ser Emil Berggreen dog en stor styrke i størstedelen af de 11 spillere, der forventes at starte for FCK.
»De har et virkelig stærkt makkerpar i midterforsvaret i form af Suzuki og Pereira, men det er også her, de er tyndest i bredden. Der er virkelig langt fra de to – og til nummer tre i rækken.«
»Her er de derfor allermest sårbare i øjeblikket. Én skade i opstarten i midterforsvaret og så vælter korthuset,« siger Berggreen
Han forventer derfor, at det er i midterforsvaret og på kanterne, at Bo Svensson i høj grad ønsker at styrke holdet.
»Både Jordan Larsson og Achouri er på vej ud, hvor førstnævnte var en virkelig stor profil i sidste sæson, mens Achouri stod for at skabe noget uventet.«
»Som jeg ser det, mangler de i øjeblikket mesterskabsklasse på kanterne, hvis begge smutter.«
FCK tager imod oprykkerne fra Lyngby, som Emil Berggreen har set træne i opstarten. Han vurderer, at det ikke er et hold, der lader sig tromle i Parken.
»Lyngby så stærke ud. Der er god stemning, og det lignede, at de har et rigtig fedt træningsmiljø med mange talentfulde unge spillere.«
»De kan sagtens skabe problemer for FCK, hvis de ikke rammer dagen.«
FC København møder Lyngby søndag klokken 16.00. Du kan følge kampen i B.T.s liveblog.