Danmark fik den perfekte opladning til næste uges premiere på EM.

På Brøndby Stadion blev Bosnien slået med 2-0.

Gæsterne stillede op uden de største stjerner, og det var tydeligt at mærke i en kamp, hvor der ikke var meget modstand. Det skal dog ikke tage noget væk fra de danske landsholdsspillere, som udførte jobbet.

Danmark kom i første halvleg foran på et mål af Martin Braithwaite, der efter et hjørnespark headede bolden i kassen, og det samme skete i anden halvleg, da Andreas Cornelius fik tanket selvtillid med en afslutning fra panden.

Du får her B.T.s bud på, hvordan de danske landsholdsspillere klarede sig mod Bosnien.

Danmark 4-3-3

Landsholdets målmand behøvede ikke engang at spytte i handskerne, og han havde en af de dage på kontoret, hvor han bare kunne læne sig tilbage og nyde sine medspillere udføre et professionelt stykke arbejde. Karakter: 3

Han er fodboldens svar på Super Brian Nielsen. Du kan tæske løs på ham med dine bedste og værste slag, men aldrig slå ham ud. Heller ikke i kamp nummer 36 i landsholdsdragten tabte Jens Stryger Larsen. Kom bare med Mike Tyson i finalen. Karakter: 3

Forudseende som altid og med overskud til at prøve teknikken af længere fremme på banen. Der var ikke nogen grund til at risikere noget hos en af de vigtigste spillere på holdet, og derfor fik han kun en halvleg. Karakter: 4

Hans drøm er allerede gået i opfyldelse med Champions League-guldet for Chelsea, og heldigvis ser det ud til, at han gerne vil gå langt for at opfylde vores andres drømme om EM-succes. Stærk præstation. Karakter: 5

Det kunne have kostet dyrt med den korte tilbagelægning i første halvleg, og det var sjovt nok for Boilesen i defensiven, at han havde sine udfordringer, mens han offensivt kom godt med. Det plejer at være det modsatte. Karakter: 3

Eriksen er ham, læreren kun en gang imellem peger ud for at få svaret i klassen, men det betyder også, at der er store forventninger, når det gælder, og det gør det altså om seks dage. Han er stadig i gang med at øve sit oplæg efter Tyskland-kampen, og der er småfejl hist og pist, må man erkende. Karakter: 3

Valencia-spilleren fik chancen på midtbanen for første gang fra start under Kasper Hjulmand, men fik ikke vist, at det er her, at der skal satses på den nu sikre starter for Danmark. Nogle af tacklingerne, pasningerne og afslutningerne sad ikke med samme kvalitet, som de plejer at gøre fra Wass' fod. Karakter: 2

Sæt EM-festen i gang NU. Denne dansker skal hverken stryge skjorte eller have mere voks i håret. Afleveringerne var som smurt fra Michael Laudrups støvler, og publikum kvitterede med klap allerede efter en halv time. Slip ham løs, og husk solcreme! Karakter: 5

Måske skal han alligevel gå efter en position som venstreback. Der var da godt nok ikke meget, der lykkedes for Robert Skov i denne kamp, og han kan meget vel være en af de tre, der ryger på tribunen mod Finland. Karakter: 2

Du får det aldrig at se på hans ansigtsudtryk eller på nogen verbal måde, og det er okay, når det kører for ham, men han når det ikke gør, ser han nærmest ugidelig ud. Det var kampen, hvor Ligue 1-spilleren skulle vise, at han er den angriber, og ikke Jonas Wind, som Hjulmand skal satse på, men Dolberg har stadig ikke fundet sommertøjet frem. Smid frakken, og kom i gang, kammerat. Karakter: 2

Det raseriudbrud mod dommer Petri Viljanen for et gult kort i en testkamp mod reserverne fra Bosnien siger alt om Barcelona-danskerens engagement, og hvorfor han er kommet længere i karrieren end mange andre gutter fra hjembyen Esbjerg og Danmark generelt. Hev sit angriberinstinkt op ved målet. Karakter: 4

---

Indskiftere:

Skiftet ind efter pausen i stedet for Martin Braithwaite. Havde en gigantisk afbrænder, hvor han blot skulle sætte sidste aftryk på en aflevering fra Joakim Mæhle. Heldigt for Yussuf Poulsen scorede han mod Tyskland og kommer til EM med højt humør. Karakter: 3

Skiftet ind efter pausen i stedet for Kasper Dolberg. På en måde spillede han sig på holdet mod Finland, men det var ikke på grund af noget mirakel i denne kamp. Snarere fordi Dolberg spillede sig af. Karakter: 3

Skiftet ind efter pausen i stedet for Simon Kjær. Stabilt og sikkert, men heller ikke udfordret. Karakter: 3

Skiftet ind efter 59 minutter i stedet for Christian Eriksen. Stod efter Yussuf Poulsen for den næststørste afbrænder i kampen, men det er heldigvis for Delaney ikke her, at han skal være bedst. Karakter: 3

Skiftet ind efter 71 minutter i stedet for Daniel Wass. Karakter: UB

Skiftet ind efter 71 minutter i stedet for Robert Skov. Karakter: UB

Det tegner bare godt, at Kasper Hjulmand kan skifte så meget ud på holdet, og at de rød-hvide gutter bare stadig leverer. Hjulmands største spørgsmål inden EM må være, hvem der skal starte som nier, og her fik han ikke noget entydigt svar. Han blev nok bare mere i tvivl efter Andreas Cornelius' skarpe afslutning. Karakter: 4